Tyvstjålet-fra-en-arm
4.25/5(4)

Tyvstjålet fra en underarm.

Historien “Abrikos i stille, silende regn” læses først. Denne fortælling bygger på hændelser i “Abrikos” og giver ikke fuldt udbytte som selvstændig fortælling. Læs Abrikos i stille, silende regn her.

Støvlerne strammer om tæerne, og det er tydeligt, at de svupper om anklerne. Det er den mindste størrelse, fødderne kan komme ned i, men støvler er åbenlyst ikke lavet til hendes figur, eller rettere omvendt. Aldrig mere støvler på nettet! I morgen skal hun ud at løbe, eller bare gå stærkt, om ikke andet. Der har været mere gods i de ankler, og det der gerne komme igen. Hun ser sig i spejlet, følger figuren fra øverst til nederst. “Sarita, Sarita,” mumler hun, “jeg kan ikke kende dig igen”!

Den første kunde kommer om lidt. Hun kender ham, og det er heldigvis en af de nemme. Hun har tre aftaler i dag, orker ikke flere. Der er nok penge til det nødvendige og lidt til. Emma kommer i weekenden og denne gang skal der bare hygges. Det fungerede fint sidste gang, de var der. Det er ligesom, at det er lettere, når der er andre børn. Hvorfor skulle hun så lade være? Godt nok koster det over tretusind kroner, men har de ikke fortjent lidt smertefrit samvær, efter så lang tid? Hun hader at tale i telefon, når hun lige har røget og kan ikke have kunder, uden. Sarita beder Bitten om at bestille et weekendophold, og det skal være med det hele, i Billund, ikke Rødby.

Den første kunde er hurtigt overstået, lige som han plejer. Rutinemæssigt åbner hun vinduet på vid gab, smider lagenerne til vask og lægger nye på. Det bedste er badet bagefter, kraftige stråler og rygende varmt vand. Så er det på igen med det sparsomme undertøj, frakken og støvlerne. Der er halvanden time til næste kunde, så hun kan sagtens nå at ryge én til.

Tagterrassen ligger i læ for for den lette brise. Hun stiller sig ud ved gelænderet og tænder jointen. Byen er smuk i dag, tårnene ser fredfyldte og vagtsomme ud. Hun skal huske at nyde alt det smukke, bare oversvømme, alt det nødvendige. Weekenden med Emma er på plads, så er det bare det fucking svar tilbage. Skal hun eller skal hun ikke? Og hvem fanden har opfundet reunion fester? I morgen er der svarfrist, hun ved, hun bliver nødt til at tage stilling, og at fortrængningen må få en ende. Hvad skal hun fortælle om sig selv, fylde dem med uendelige løgne, eller bare sige sandheden? Hvis bare den lå næste år, så ville hun nok være stoppet, måske fundet et almindeligt arbejde og fundet sig en kæreste, ligesom alle andre. Og har hun overhoved lyst at møde dem igen, hvor meget havde de egentlig tilfælles, og ikke mindst, hvem kommer? Tankerne er ubehageligt krævende og trænger sig på fra alle hjørner. Hun ved, at hun burde gemme den sidste joint til senere, men ubehagelighederne må dulmes.

Røgen river i halsen, det er en af de mættede og virkningen mærkes med det samme.

Hun tænker på pigerne, hvor meget havde de egentligt tilfælles og har hun nogensinde savnet dem? Den sidste tid var de lidt sammen, men det var jo mere af nød end lyst! Og drengene, hvad med dem? Er der nogen af dem, hun sådan rigtig gerne vil møde igen, og hvad nu, hvis han ikke vil tage imod en udstrakt hånd. Hun kender jo svaret, og ved godt at det er modet, der mangler. Han har sikkert familie og har glemt alt om den tid. Hvad skulle hun ellers have gjort, kunne hun måske bare lade som ingenting uden at straffe ham lidt, nej vel? Han kunne jo bare spørge, hvad der var galt, eller bare sige undskyld, bare gøre noget! Det var da for fanden ikke hende, der havde luret på hans pik! Tågen i hovedet får tankerne til at flyve og lande igen den forbandede dag.

Pedalernes snurren pisker følelsen fra sofaen frem igen. Hans store, dejlige og iskolde fødder røres sammen ved de smukke øjne og hans vidunderlige smil. Magnus er i hele hendes krop, og fylder hendes hungrende hjerte. Det kribler i fingrene efter at komme i gang med at skære. Hun mangler kun de sidste små detaljer, skære helt ind til de spejlvendte bogstaver, så er den færdig!

“You’re my heart, you’re my soul

I keep it shining everywhere I go

You’re my heart, you’re my soul

I’ll be holding you forever, stay with you together”

Sarita har skåret teksten, med sirlig skønskrift, bogstav for bogstav, står den knivskarpt fremhævet på et tæppe af blomstrende snerler. Det er snart en måned siden hun “lånte” linoleumspladen og knivene på skolen. Hun ved, hun kommer til at savne aftenerne med nørklerierne, følelsen af at mestre håndværket og glæden ved at skabe. I morgen vil hun aflevere knivene tilbage og tage et tryk. Glarmesteren har lovet hende en rigtig ramme. Den skal være af sortmalet træ med hvidt passepartout. Hun har været hos ham flere gange, spurgt om priser og bedt om råd. Hun har endda vist ham det ufærdige billede. Han har tilbudt at lave rammen kvit og frit, hvis hun lover ham at fortsætte med at lave billeder.

Pelle, den plage, følges med hende hjem. Han har klistret til hende det sidste stykke tid. I dag fik hun et sæt spillekort af ham, bare fordi hun vandt over ham og Magnus. Hun føler sig lidt tvunget til at invitere ham med ind. Pladen og redskaberne ligger på skrivebordet. Pelle ser den, inden hun når at dække den til. Sarita lader som ingenting og går på toilettet.

Det er først da hun skal trække shortsene på, at hun ser katastrofen. Der er næsten ikke noget tilbage af undershortsene, kun lidt tyndslidt, hvidt sjaskværk ude i kanterne. Hun mærker isen i maven. Han har jo siddet dér, lige overfor hende, bare gloet, ført hendes ben fra side til side, udnyttet hendes naive påklædning og væren. Lag for lag pakker isen følelserne ind. Hun ved, isen har været der før, kan ikke huske det helt, men kulden er genkendt. Det har sikkert været noget med faderen, der bare forsvandt.

Pelle står med billedet i hånden, da hun kommer tilbage. “Du må gerne få det!”, siger hun kort, “men så skal du også gå!”

Værelset bliver endevendt og alt hvad der minder om barnlig naivitet og Magnus ryger ud. Hun finder det tøj, hun indtil nu har afskyet, frem fra gemmerne. Tøj, smykker og sminke, hendes mor i frustration har købt i dyre domme, så hun kunne komme til at ligne de andre piger.

Hun ser sig og spejlet og ved, at al den varme hun har sparet sammen i det forsømte skød, nu skal serveres iskold for alle andre.

Hun ser med det samme, at han er en af dem, der betaler for bekræftende ord og forgudende blikke. Han ligner en evighedsmaskine og hun mærker trætheden inden de er startet. Men hun kender gamet, sender de rigtige begejstrede blikke, da han smider tøjet, udstøder et lille “waauw” idet han smider det sidste. Med korrumperede lyde og automatiserede bevægelser arbejder hun sig, langt om længe, gennem pinslerne.

Tågen i hovedet er ved at lette. Der er tid til et langt bad og fælles frokost. Det er Saritas tur til at arrangere frokost. Hun tager tøj på og går ud og handler. Først lægger hun vejen forbi kunstartikelbutikken, hun sparer ikke på noget, vælger kun de lækreste ting, knive, plader, valser, sværte og papir. Så tager hun delikatessebutikkerne én efter én, handler dyrt ind til det sidste måltid.

De spiser frokost i andægtig stilhed, Sarita nyder deres ukomplicerede samvær og ved, at det er sidste gang, hun sidder dér.

Førstegangskøbere er de letteste at kende. Ham her er ingen undtagelse. Hjernen føles sjældent klar, og måske er det derfor, hun ser ham på denne måde. Det er hans øjne og læber, mere end hans krop, der fanger hendes blik. Han er usikker og har meget svært ved udtrykke, hvad han ønsker. Hun skyder ham til at være omkring de tyve og temmelig uerfaren.

De indstuderede rutiner træder hurtigt i kraft. Hun opfører et hurtigt stripshow, lader kælent det minimalistiske undertøj falde, trykker den nøgne krop tæt ind til ham, og vælter ham om på sengen. Angsten er letaflæselig i hans milde øjne. Sarita hjælper ham af med skjorten og sætter sig, på skrævs, over ham.

Alt føles anderledes end det plejer. Bare fissens berøring af livremmens kolde spænde føles intenst og intimt. Det er som om der er kommet forbindelser mellem de før så adskilte kropsdele, som om alle impulser samles i maven og skydes som atomer ud i resten af kroppe. Hun tager hans hænder og fører dem op til brysterne. Han har stærke, kælne hænder, der får hende til at føle sig frodig og fyldig. Sarita slipper hænderne, lader hans hungrende hænder gå på opdagelse på hendes sultne krop. Berøringerne mærkes helt ud i læberne. hun har lyst til at kysse, bare give slip og elske med hele pakken. Hun kysser ham forsigtigt på det behårede bryst, smagen af den salte hud smager efter mere. Nydelsen er åbenbar, han er helt afslappet og lægger armene fladt ud til siden.

Nu ser hun tuschen på underarmen, det må være hans motto “alle veje, der ikke fødes i hjertet, ender blindt,” står der med rytmisk, følsom og sart skrift. Den rammer hende som et stenskred. Hun bliver nødt til at lægge sig ned. “Må jeg lægge mit hoved her?”, kommer der stille fra hende. Han svarer ved at trykke hendes hoved ind til sit bryst. Sådan ligger de længe. Hun er ved at tø gletsjeren i maven op. Vandet siler ud af øjenkrogene, forgrener sig ned ad brystkassen og hun mærker hans fingre gennem håret. Langsomt synkroniseres deres åndedræt og pulsen flyder sammen. Gennem hans bukser mærker hun varme og hårdhed. Det føles forløsende og livgivende i det optøede skød.

Hele hendes krop trænger til elskov. Hun løfter hovedet fra brystkassen og skubber sig længere op mod hans hoved. Læberne mødes og autopiloten slukkes.

Mens læberne udveksler lønlige koder og klargør kroppen til nydelse, slipper hun ikke hans tindrende øjne ét sekund. Sammenføjede bakser de i fællesskab bukserne af ham.

Sarita giver kroppen lov til at huske, åbner alle døre og giver sanseindtrykkene uhindret adgang til alle rum. Hendes sexualitet har altid været rastløs og hjemløs. I dag vil hun give den hjertevarm husly, gemme alle glæderne og glædes over alle gemmerne.

Med drivvåde, smaskene smækkys byder fissen gæsten velkommen. Kroppen er blottet for sanselig erindring, den er opmærksom og nærværende som er det allerførste mand, den byder indenfor.

Hun sidder oven på ham, og har ikke lyst til at flytte sig. Nyder bare rytmen og samhørigheden, mætter fissen med mening og lader meningen mætte sindet.

Bag de milde øjne er der en drenget frækhed. Han er ikke eksemplarisk køn men bestemt ikke uden charme og evner. De smilende og skønne øjne vækker noget i hende, hun får lyst til at grine og fjolle. Hun bøjer sig ned og bider ham i øreflippen, knurrer lidt og hvisker “vi gider ikke skynde os vel?”

“Vi skal lege toppet lappedykker.” Sarita mærker legebarnet indtage hele kroppen. Hun skyder sit bryst frem og knejser med hovedet. Liggende efterligner han hendes bevægelser, gør sig stiv, trykker brystet op og presser baghovedet mod sengen. Først ryster hun hovedet og han efterligner. Så dykker hun ned, og med næsen klasker de næbene sammen, frem og tilbage, kysser og forfra igen. Hun nyder den stenhårde begejstring i skridtet, der presser safter frem fra uudtømmelige kilder. Parringsdansen udvides, der kommer vinger og lyde med, øjnene leger og læberne mimer. Dansen slutter i et langt og inderligt kys, der på en og samme tid vækker fornemmelsen af tidløs evighed og intenst levet øjeblik.

Vildskaben tager ved hende og hun rider ham vildt, presser underlivet med al sin kraft mod hans stenhårde pik og mave. Hun gnubber underlivet utrætteligt over hans lem, mærker hvordan benene syrer til, viser ham, hvordan han skal hjælpe og mærker livets hyldest komme. Med voldsomme sammentrækninger slipper kroppen væskerne i spruttende sprøjt og sitrende velbehag.

Udmattet og mæt løfter hun sig af ham, pikken smutter ud stangstiv og glinsende våd. Hun vender sig om, og drypper af over hans ansigt. Han slikker hende ren overalt, og takker med lyden af uforfalsket nydelse. Hun skal til at tage hans pik i munden, har faktisk lyst til at bide i den, bare nyde hans manddom.

“Undskyld men jeg vil helst stoppe her,” siger han med smil i stemmen. “Jeg vil bare have lov til at huske det sådan her. Sarita vælter om på siden og hvisker i hans øre “det er helt ok med mig. Og tak for at jeg fik lov til at stoppe sådan her.”

Sarita hiver for første gang et sjaskvådt lagen af sengen og for sidste gang smider hun det til vask. Hun tager sit hverdagstøj på, springer badet over, siger farvel og går nynnende aftenen i møde.

Det er kun to telefonopkald tilbage, så er hun en fri kvinde. Det første er aflysningen af weekendopholdet på Lalandia. Hun har besluttet at de bare skal være hjemme, kun de to. Emma skal lære at skære linoleum. Til duften af varm kakao og nybagte boller, vil hun skære en plade med sit nye motto, tyvstjålet fra en underarm.

Det andet opkald er en tilmelding. Hun ringer til nummeret. ” Dav, det er Magnus,” stemmen er stadig den samme. ” Hej det er Sarita, jeg vil gerne med til festen. Altså på betingelse af, at vi spiller lidt fodbold, med shorts på…uden huller i.” Hun mærker tilgivelsens frisættende kraft som et dybtfølt lettelsens suk, der falder som en sten mod jorden, i begge ender af røret.

Tyvstjålet fra en underarm
Forfatter: 
ErosNord

– Læst af (183)

Hvad synes du om novellen?

1 Kommentarer

  1. Stjerner siger mig ingenting…jeg vil ha’ mere:)

    Som min gamle lærer plejede at brøle “Jeg trygler om sætninger, men får bare ord”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.