4.8/5(5)

Mandag den 21. december.

Marie er rasende, hamrer kaffekoppen ned i køkkenbordet foran mig. Det er mandag morgen, Alba og Marie har juleferie, men os selvstændige må arbejde til den 23. Jeg er lige så rasende, fyldt op af ydmygende jalousi-følelser over onkel Thomas – der tog Maries mødom.

Jeg havde fået hele historien, kort efter jeg havde sluppet Alba i går aftes. Marie havde skrævet hen over mig, siddende i lænestolen, og mærket hendes iver efter at gøre mig glad. Havde brugt den, misbrugt den. Marie havde redet mig, tømt mig med sin stramme røv og håbet på at det mildnede mig. Det tog trykket og jeg nød da at lytte til hendes stønnende klynk – at se hendes gyngende barm og anstrengte ansigt.

Da vi senere gik i seng, var vi igen blevet uvenner, da Marie bragte juleaften på banen igen. Jeg havde stædigt holdt fast i, at jeg ikke holdt jul med HAM, og Marie var til gengæld rasende over Albas orgasme på mit skrivebord. Hun var sikker på, at jeg før 1. december havde haft en affære med hendes datter og ville ikke høre tale om, at hun var en brik i det puslespil. Juledrama!

Jeg er helt glad og lettet, da jeg kører af sted mod kontoret, tæller juletræer og nyder den ro der er på motorvejen. Den lette følelse afløses dog hurtigt, af en knugende anspændthed. Sekretæren! Åhh gud, det var i dag jeg for første gang efter julefrokosten, skulle stå ansigt til ansigt med hende. Jeg afprøvede alle sætninger, fandt på undskyldninger og græmmede mig. Jeg havde foræret hende min kalendergave, havde inviteret hende til leg med Alba på et hotelværelse inde i byen, havde lovet at holde mig udenfor, blot kigge på. Det hele var gået i vasken og sekretæren var dukket op til et tomt hotelværelse.

Hun sidder der, sidder på sin pind og smiler sødt. “Godmorgen..” – siger hun og retter ryggen da hun får øje på mig. Hun er så forbandet lækker. Er sikker på at vi to – hende og jeg – kunne få det sjovt sammen. Jeg stopper op ved hendes skrivebord, mærker til min store skræk hvordan alle mine smarte ord og sætninger har forladt mit hoved – min mund.

Hun smiler, siger tak for i fredags! Jeg svarer hende, utjekket og stammende, får jeg mumlet et i lige måde, inden jeg igen går i stå. “Blev du overrasket, på hotellet i fredags?” – hun lægger hovedet på skrå, smiler lige netop det’ smil, der er så fucking indbydende. Jeg smiler skævt, svarer hende ikke, men går videre forvirret ind på mit kontor.

Hendes smil? Hun vidste det altså godt, vidste godt at det ikke var Alba, der ventede på mig i fredags? Jeg spekulerer som sindssyg – havde Marie ringet til hende, frittet min sekretær for oplysninger? Hun – kontor-godten – min allierede tidligere! – har jo adgang til min kalender, også den personlige..!?

Jeg er uklar, men egentligt lettet. Lettet over at Marie er gået bag ryggen på mig. Det betød jo – måske – at der stadig var en åbning hos godten derude! Jeg ‘hitter’ ikke på hende, men er lidt små-liderlig og kunne godt begge to. Altså Alba og sekretæren, tæt omslynget. Uhmm. Jeg kan se det for mig, se hvordan jeg kan styre de to tøser rundt.

Jeg vågner igen fra min liderlige døs, tager mig sammen og får arbejdet lidt. Det spøger dog i mit baghoved, og jeg må gøre store anstrengelser for at prøve at skubbe det væk. Jeg er jo den gode chef, inviterer på frokost og ønsker folk god jul. Mine ansatte går på juleferie i dag, men jeg har lige et par dage endnu. Det er ok. Med den stemning der er hjemme i hytten, kan jeg sagtens overleve at arbejde længere.

Sekretæren er den sidste der går, oplagt, ja, hvis man altså ikke som jeg, kan mærke hendes pludselige utilnærmethed. Hun står i et klarere lys for mig, altså alligevel ikke ligefrem typen, der lægger sig med spredte ben, bare fordi man vifter med sin pengeclips eller fordi man fortæller hende hun er smuk. Hun har mere stil, klasse end det, ved jeg nu.

Jeg tænker over det på vej hjem, igen sen – har ikke rigtig nogen anledning til andet. Marie vimser omkring mig, smiler, selvom hendes vrede er så tydelig mærkbar. Jeg smiler igen, kysser hende og gengælder hendes kærtegn.

“Er der slet ikke noget jeg kan gøre, så du ændrer mening?” – Marie har hovedet på skrå, kigger bedende på mig med de funklende blå øjne, der er så forbandet svære at modstå. De øjne der har fået mig op at køre så mange gange. Jeg samler hendes lange hår i nakken, trækker hendes hoved let bagover. Min stemme er tung, rusten og uden spor af nervøsitet, da jeg sætter munden mod hendes øre.

Marie er forfærdet. Skræmt kigger hun på kalenderlyset og tilbage på mig. Hendes øjne er blanke, men hun nikker tøvende. Jeg elsker Marie – fucking elsker Marie – trækker hende ind til mig, kysser hendes hår og stryger hende beroligende ned af ryggen. “Det skal nok blive en god jul, skat.. det lover jeg!” Jeg trykker hende tættere ind til mig og kigger på mit ur. Uhm, der er ikke længe til.. Vi kysser, nusser kærligt, inden jeg sætter mig ind på kontoret og venter.

Kl. er 21, sharp! Alba, kalendergaven, smukkere og mere uskyldig end nogensinde, står foran mig. Hun er nøgen – helt bar og tilgængelig. Hendes øjne flakser, er både genert og indladende på samme tid. Det uskyldige i hende lyser, skinner igennem det perfekt, tykke lag af lokke-makeup. Jeg løfter hånden, kærtegner hendes kind og fører fingeren rundt, langs hendes læber. De læber, helt rigtige tykke, bløde kysse-puder.

Jeg fugter fingeren i hendes mund, bliver stiv over det, at mærke hendes lyserøde læber om min finger. Flytter så hånden til hendes bryst og kører legende den våde finger rundt på hendes brystvorter, mærker hvordan Albas unge brystvorter frækt trækker sig sammen, strutter fristende. De er flirtende, fine og sensitive. Jeg bukker mig, kysser dem skiftevis, inden jeg slubrer den lille hårde knop til mig. Hun stønner sødt, lukker øjnene og lægger nakken lidt tilbage, i reaktion til mine bid, slik, sut, af hendes faste bryst.

Hun slås stadig med sin ambivalens – vil gerne og vil ikke. Føler sig tydeligvis, igen og igen, forrådt af sin unge, uspolerede krop, der med små gib og muskelspændinger tager imod mig. Jeg kan ikke lade være – og skal heller ikke. Sidder på hug foran hende, kærtegner hendes glatte skamlæber inden jeg med tommel og pegefinger, spreder dem let.

Hun er fin og lyserød. Let glinsende og så ulideligt, super fristende. Hun roder mig i håret, flytter sine små fødder fra hinanden, da jeg blidt kysser hendes klit. Presser det yderste led af min finger op i hende, lidt længere, men respekterer modstanden. Jeg bevæger fingeren blidt, lader forsigtigt min tunge strejfe hendes blottede klit. Flytter fingeren igen, kærtegner hende blidt på vejen til hendes lille røv. “Kom lille skat, flyt foden herop”, jeg klapper let på mit lår. Hun tøver, kigger blot på mig. Utålmodig tager jeg fat om hendes spinkle ankel og sætter foden på mit lår.

Hun kigger på mig, flytter genert blikket, da vores øjne mødes et kort sekund. Mine finger bevæger sig mellem hendes baller, blide, glidende bevægelser og små lette tryk mod hendes stramme numsehul. Det er slet ikke mig – med alt det blide kæleri – og jeg kæmper med min krop og trang. Trangen til at mærke Albas stramme huller om min pik.

“Avv..” Udbryder hun forskrækket, hendes stemme er vag og bebrejdende, min pegefinger har tvunget sig adgang til hendes røv. Min mund nærmer sig hendes skød, napper roligt i hendes klit og presser fingeren længere ind i hendes røv. Min finger er halvt inde i hende, hun klynker, stemmen er pibende, tenderende til det let hulkende. Hun ved slet ikke hvor blidt det her er, og hvor heldig hun er – i det mindste slikker jeg hende samtidig.

Alba træder ved siden af, fjerner sit ben fra mit lår og nægter stædigt at løfte det igen. Hun burde kende mig bedre, og efter lidt tålmodig forhandling og ‘pædagogisk’ snak, bliver processen afkortet. Hun ender på knæ, låst fast til radiatoren, men fri til at råbe og skrige alt det hun vil. Det gør hun også, men min rus forhindrer mig i at høre det.

Jeg kører pikken mellem hendes baller, sætter prøvende – vurderende – pikhovedet mod hendes lukkede stjerne og forestiller mig, fantaserer hårdt, om at holde om hendes smalle hofter og trænge ind, dybt ind i Albas stramme røv. Det skal dog være smukkere end dette, når Alba for første gang skal mærke en dunkende pik i sig. Jeg prøver hende bare af, sætter min tykke tommelfinger mod hendes stramme røvhul og presser på. Hun græder, afløst af hårde gloser, eder og forbandelser. Jeg hører det nu, tysser på hende, fortæller dukken at det snart er overstået, og at det vil gå hurtigere hvis hun stønner kært.

“Du er syg i hovedet..” – sprutter Alba, gennem tårer og snot. Jeg smiler for mig selv, har måske en tendens til at give hende ret. Men hun skulle vide, hvor meget hun er blevet forskånet for, her i december. Jeg presser hårdere på, presser tommelfingeren i bund i hendes røv og spiller pik over hende. Åhh, hvor er hun dejlig, lille, fin og fyldt ud. Langsomt bevæger jeg fingeren, knepper hendes røv med den, og spiller min pik samtidigt.

“Støn, lille skat, støn ligesom du gør når du får slikket din lille fisse..” Hun svarer ikke, vil tilsyneladende ikke have det overstået hurtigt. Jeg rykker hårdere i min pik, bevæger fingeren i et hurtigt tempo i hende. Åh den lille dukke, hvor skulle hun bare.. 2 minutter igen.. og jahhh! Jeg fjerner fingeren, holder om hende og sprøjter – sprøjter lettet i revnen mellem hendes perfekte, buttede baller. Det er så eventyrligt fint, Albas let åbne røv og sæden der driver ned af den – hende.

Tiden op til jul – 21
Læs forrige afsnit her
Læs næste afsnit her

– Læst af (266)

Hvad synes du om novellen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.