brune-øjne
3.88/5(8)

Fremmede øjne på Hovedbanen, del 1

Jeg hedder Luna, er 30 år gammel og uddannet journalist. Mit sidste faste job var på et kvindemagasin, men siden da er jeg blevet freelancer. Jeg skriver mest om mad, kultur og specielle events, og derfor rejser jeg meget. Jeg tager ud og suger indtryk til mig, og samler det derefter sammen i rejsereportager, der kan sælges til både ind- og udland. Det giver mig mulighed for at være der, hvor oplevelserne er.

Jeg lever fra dag til dag og er forelsket i mit uforudsigelige liv. Jeg savner ikke kærlighed, faste forhold og den spændetrøje, min erfaring viser mig, følger med tosomheden, men jeg savner mænd. I Guder, hvor jeg savner mænd! Sex. Begær. Lidenskab. At have en mand eller to på speed-dial til et bootycall i ny og næ ville passe mig perfekt, men det er bare ikke så pokkers nemt med mit job. But a girl sure can dream. Her får I et par sider fra min dagbog, der følger mig overalt, når jeg tager ud.

18. april 2015:

Hvorfor ligner jeg altid en overkørt kat, når jeg støder ind i en lækker mand?

Jeg havde ikke sovet ordentligt i flere døgn, var hårdt ramt af jetlag og lige der, mens jeg vælter ud af toget på Hovedbanen, låser mine øjne sig fast i hans. Når man rejser, bliver man konstant bombarderet af ansigter, dufte, lyde og indtryk, og jeg har efterhånden udviklet en vis form for evne til at slukke for mit visuelle modtagecenter, så jeg indimellem kan få ro – både i hovedet, men også i den del af min krop, der alt for ofte gør opmærksom på, at mine lyster bliver alvorligt forsømt – men det blik han havde, ham den fremmede, det kunne jeg ikke lukke ude.

Jeg gik i stå på perronen og glemte for en kort stund, hvor jeg var. Jeg stod bare der helt stille og mærkede et lille smil brede sig på mine læber. Han smilede også, synes jeg, og så med ét var han væk i menneskemylderet. Måske var det slet ikke engang mig, han havde smilet til. Han forsvandt ind i toget, og selvom jeg prøvede at finde ham igen i vinduerne i det tog, jeg gættede på, han var hoppet ind i, var han ikke til at se.

Jeg bandede for mig selv, men der var ligesom ikke rigtig noget at gøre ved det nu. Jeg samlede mig sammen og gik ud mod parkeringspladsen, mens hans øjne blev ved med at flimre for mit indre blik. Udtrykket i dem… Der var altså noget i de øjne. Det var som om, de havde prøvet at fortælle mig noget, men jeg vidste ikke hvad. Måske var det også bare noget, jeg havde bildt mig selv ind. Jeg mener… Helt ærligt, hvorfor skulle en komplet fremmed smile til mig på den der latterligt charmerende måde, mens hans blik nærmest insisterende hvilede i mit?

Det er ikke fordi, jeg har et problem med mit udseende – tværtimod er jeg ret tilfreds med min krop og min figur. Faktum er bare, at joggingtøj og uglet hår aldrig rigtig gør noget godt for nogen, og det var jo sådan, jeg havde set ud. Jeg rejser altid i afslappet stil. Det er umuligt at sove ordentligt undervejs, hvis jeg rejser i stramme jeans, nystrøget skjorte og sirligt opsat hår.

Det er også lige meget nu. Manden er væk og det samme er øjnene. Selvom det var så kort, var det intenst, og jeg har svært ved at forestille mig andet, end at det kommer til at tage et par dage før jeg glemmer de øjne. Mmm… Varme, brune øjne.

Jeg var i en underlig blanding af den varme, intense nysgerrighed over den fremmede mand og så den der groggy fornemmelse i hele kroppen efter min rejse, da jeg fandt min cykel ude foran. Jeg bliver lige overrasket hver gang, jeg vender hjem og til mit held finder ud af, at min cykel ikke er blevet ”lånt” af nogen, der ikke har samme tilgang til begreberne ’dit’ og ’mit’, som jeg har. Da det to gange var sket, at min tro væbner på de københavnske gader var blevet stjålet, mens jeg var på arbejdsrejse, var jeg begyndt kun at køre på noget gammelt skrammel. Det var ikke enormt praktisk, når jeg cyklede en lang tur ud i skoven, men lige netop i dag, gjorde det ikke noget, at jeg mærkede alle vejens ujævnheder op gennem kroppen. Lige i dag gjorde det ikke noget, at sædet der ikke var skruet ordentligt fast skabte små, vuggende bevægelser, der startede i mit skød og forplantede sig ud i resten af kroppen.

Jeg havde ikke langt hjem. Små 5km eller noget i den dur – jeg har faktisk aldrig målt. Turen i dag føltes dog både længere og kortere end normalt. Længere fordi jeg virkelig trængte til at komme ud af mit tøj, få noget mad og så ind under den varme bruser og resten af natten på sofaen. Nøgen med Netflix og en kold øl. Mmm, jeg glædede mig… Omvendt måtte turen godt have varet endnu længere, for jo længere jeg kørte, jo mere nød jeg sædets fornemmelse mod mit skridt. Kombinationen af de små, lækre bølger fra cyklen og tankerne om den fremmede mand gjorde noget vildt ved min krop. På den gode måde!

Da jeg steg af cyklen en blok fra mit hjem for at hente aftensmaden på det lokale pizzeria, kunne jeg dufte mig selv. Jeg kan kende den duft hvor som helst. Lyst. Liderlighed. Utilsløret begær. Jeg så mig omkring, og da der ikke var så mange folk på gaden, sneg jeg mig til at lægge min ene hånd fladt over mit skød. Jeg pressede lidt. Fornemmede mine skamlæber mod fingrene og klemte lidt. Varmen fra min hånd virkede som en accelerator på min lyst.

Mine jeans var blevet fugtige. Jeg lo indvendigt. ”For fanden altså Luna, nu må du sq lige styre dig”. Jeg kunne næsten høre ekskærestens forargelse i baghovedet. Han kunne overhovedet ikke holde mit lystniveau ud, så lige på den front var det praktisk nok, at jeg havde rejst så meget, at forholdet brast. At rejseaktiviteten så samtidig havde sat en stopper for alle muligheder for efterfølgende at få en fast sex-buddy var mindre praktisk. Kors, hvor kunne et ukompliceret knald have været godt nu.

Jeg tog min jakke af og bandt den om livet i håb om, at den ville skjule den våde plet, ophidselsen havde sat på mine jeans. Hvis nogen kunne dufte noget, var det ikke mit problem – det kunne måske tværtimod give lidt lækker flirt, mens jeg ventede på min mad, men der var ingen grund til direkte at skilte med min liderlighed. Eller risikere at nogen troede, jeg var inkontinent. Mine brystvorter reagerede på den kølige forårsluft, når de ikke længere var beskyttet af jakken, så jeg slog mit lange hår ud, for at dække lidt og gik så rundt om hjørnet og ind på pizzeriaet.

Jeg smalltalkede med de to ejere, der selv var bag disken i dag. To brødre, der aldersmæssigt var et par år på hver sin side af mine 30. Det var mit stampizzahouse, så de kendte mig godt, og vi var nødt til lige at udveksle høfligheder og give hinanden en opdatering på verdenssituationen, før jeg kunne få bestilt min pizza.

Den ene af brødrene er en rigtig storcharmør. Han flirter konsekvent med alle kvindelige kunder i butikken – uanset om de kommer alene, med deres kærester eller en stribe veninder – og uagtet at han selv er gift. Han er skøn, og jeg plejer at nyde hans frie og afslappede tilgang. Hvem nyder ikke en god flirt?

I dag var jeg var så forbandet trængende, at jeg mærkede rødmen komme kravlende helt nede fra min tæer, da han sagde, jeg så smuk og dejlig ud, og med et blink i øjet flirtende nikkede med hovedet mod baglokalet, som om… ”Sku’ vi lige…?”.

Vi lo begge og vidste, det blot var en sjov joke. Han skulle bare vide, hvor mange gange jeg har drømt om, at han ville gøre alvor af sine små, uskyldige tilnærmelser. Tage mig intenst og krævende i baglokalet, mens hans bror passer butikken – eller lukker biksen, så han også kan deltage i løjerne.

Mit skød blussede, så jeg undskyldte mig med at være træt i kroppen, så jeg kunne komme lidt væk fra disken, før jeg fik sagt eller gjort noget, der ville gøre mig så forlegen, at jeg aldrig kunne sætte mine ben i det pizzeria igen. Jeg satte mig på en af de høje cafestole i modsatte ende af det lille lokale. Jeg havde sat mig med ryggen til, og mens jeg lod som om, jeg læste en to-dage gammel udgave af BT, krydsede jeg i stedet benene og mærkede nu samme, lækre effekt som på cykelsædet. Jeg skiftevis spændte og slappede af i mine lår og mit mellemgulv – igen og igen, bare for at mærke effekten i mit skød. Jeg vidste, at jeg med tid nok, ville kunne komme sådan.

Det ville ikke tage længe i dag. Min lyst havde været uforløst længe, men den var blevet sparket godt i gang i dag – først af manden med de dragende øjne, så rystelserne på cykelturen og nu de to brødre med fuld gas på charmeblusset. Selvom jeg sad indhyllet i duften af nybagt brød og sprød pepperoni, kunne jeg dufte de to mænd – og jeg kunne dufte mig selv.

Jeg kunne ikke dy mig og pressede min ene hånd ned mellem mine lår. Jeansstoffet var ingen hindring for mine erfarne fingre. Lynhurtigt fandt to af dem vej lige til det allerbedste sted – lige over min klit. Først lod jeg en fingernegl glide hårdt nedover. Den halvskarpe smerte fik det til at gippe i min krop, og jeg undertrykkede et liderligt suk. Fingerspidserne pressede mod stoffet over mit skød og lagde sig på hver side af min spændte klit. Jeg kunne mærke den dunke gennem mine våde jeans.

Jeg kunne ikke lade være… Jeg måtte bare… Lidt mere… Lige der, selvom jeg ikke var alene og selvom jeg vidste, at min mad kunne være færdig når som helst. Jeg greb fat om kanten på det lille, runde cafebord og bed kæberne hårdt sammen for ikke at afsløre mig selv, da orgasmen bølgede gennem min krop. Det var ikke en voldsom orgasme – jeg var trods alt en anelse begrænset i mine udfoldelser lige der – men det var den første i dagevis. Den var så tiltrængt, og der er noget særligt intenst over indimellem at være i en situation, hvor man ikke kan give 100% slip på det hele.

Det lykkedes mig at få min vejrtrækning nogenlunde under kontrol, før jeg rejste mig og betalte for min mad. Duften af mig selv var tydelig på mine hænder, da jeg rakte den ældste af mændene pengene, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om de to brødre mon havde bemærket noget. De havde ikke haft travlt. Der havde ikke været andre kunder i deres lille butik, mens jeg havde siddet og ventet, men jeg havde været ligeglad. When I need, I need…

Da jeg låste døren op til min lejlighed og trådte indenfor, var det tydeligt for mig at mærke, at jeg stadig trængte. Jeg havde da udmærket været klar over, at det ikke ville vare længe, før jeg måtte give mit skød fornyet opmærksomhed, men jeg havde måske lidt naivt forventet, at en enkelt forløsning ville have tilfredsstillet mit indre bål længe nok til, at jeg kunne nå at nyde både mad og bad først, men der var ingen vej udenom. Min krop insisterede. Selvom sulten skreg i min mave, var det ikke tid til mad nu. Der var en anden sult, der måtte stilles først. En sult, der ikke var blevet mættet af hverken fremmede øjne, veltrænede pizzamænd eller en offentlig orgasme.

Fremmede øjne på Hovedbanen, del 1

Forfatter: CarolineS

– Læst af (1116)

Hvad synes du om novellen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.