adrian
4.25/5(12)

Tro, håb og kærlighed.

Solen bager ned, en sen eftermiddag i en lille spansk talende landsby. Der er få kilometer til en af de store flotte turistbyer, men alligevel så langt væk fra alting. Her er der småt, intimt og autentisk. Der er støvet, rotter og vilde katte trives og nyder godt af de fyldte skraldespande. Der lugter – en ram lugt af kombinationen mellem urin og køkkenaffald. Ikke en eneste af de små veje i landsbyen er belagt med asfalt. Kun den store motorvej, der afvisende slår en stor bue uden om landsbyen, er belagt med sort asfalt og lige hvide striber. Langs vejsiden er palmerne sirligt plantet, med præcis 1,5 meters afstand.

Det blæser lidt op, i det fjerne høres en rumlen. En ellers legesyg og nysgerrig, rødstribet kattekilling, knapt 7 uger gammel, kravler i ly under en veranda, mens en smuk sorthåret pige sætter hånden på sit glas med citronjuice – hendes mor laver samme bevægelse, blot på hendes skoldhede te. De kender lyden, ved godt at deres samtale vil blive afbrudt om et øjeblik. Snart og pludseligt vil ingen af dem være i stand til at høre hinanden, så de tier, kigger blot afventende på hinanden, afventer det rabalder der efterfølges af den rumlende lyd.

I eftermiddagssolen på verandaen, hvor killingen netop søgte ly, sidder en mand. Han bander – ægte på spansk, men også få gloser på dansk, norsk, svensk og tysk! Ja, også engelsk – “fuck you..” råber han frustreret og knytter sin hånd mod den klare blå eftermiddagshimmel – og det farvestrålende charterfly der netop har overfløjet hans lille hus. Det tager kun et øjeblik, killingen kigger igen frem fra sit skjul under verandaen, pigen slipper sit glas med citronjuice og moderen løfter sin tekop til sin mund, slubrer forsigtigt af den og stiller den igen på bordet. Kun den bandende mand er ikke helt færdig med sine eder og forbandelser – det bliver han måske aldrig – men der er ikke et menneske i den lille landsby, der ikke ser frem til, at han i de mindste holder en pause.

Adriana lægger hovedet mod sin mors skulder, sukker sørgmodigt og hvisker “i morgen.. jeg kommer til at savne dig mamita!” Hendes mor løfter hånden bagud, lægger den blidt på Adrianas bløde kind, “min smukke pige..” sukker hun og stirrer fraværende – næsten apatisk, lige ud i luften. “Er der ikke en anden måde – noget andet vi kan gøre?” hvisker Adriana bedende, ved egentligt godt at alle papirer, stempler og aftaler er lavet – engelsk kurset er taget. “Vi har prøvet – ALT er prøvet.. vikingerne tænker ikke på os små – når de rejser ud vil bare have det billigste, og fri is til deres børn hele dagen!” sukker hendes mor. Adriana nikker stille, ved det godt – hun lever i forfaldet, mærker selv hvordan det har betydning for hele familien.

De havde engang en café, et lille sted ved hovedvejen – den store vej der førte turister fra lufthavnen og til deres hoteller. Engang en guldgrube, og rejseselskaberne stod i kø for at lave aftaler om et stop ved det charmerende træskur. De solgte juice og lækre små retter, lavet med kærlighed af mamita. Nu var busserne anderledes, store og dyre med aircondition og minibar, så en køretur på et par timer kunne folk sagtens klare uden stop. Adriana kan stadig se sin far for sig, når han glad og lidt klovnet stod på trappen til den lille café og bød turisterne velkommen til “Edmundos Place”.

Nu var det anderledes, nu sad far bare ude på verandaen – vred, træt og gammel. Han var bitter, bandede over vikingerne – de nordiske turister, rejsebureauerne og flyene der fløj lavt over landsbyen. Engang var det lyden af penge når et fly fik porcelænet til at klirre i deres lille hus. Nu var lyden smertefuld for Edmundo – mindede ham om hvordan det var engang. “Så, schyy Mundo” plejede hans kone Theresia at sige, når han bandede og svovlede over flyene – huskede ham på at børnene var der.

“Kom min pige, lad mig rede dit hår..” siger Theresia og griber efter den grove træbørste oppe på hylden. Adriana tager en tår af sin juice, inden hun modvilligt sætter sig på gulvet mellem sin mors ben. Adriana hader følelsen af de hårde stål pigge på børsten, der kradser i hendes hovedbund. Men hun er den pige med det længste og mest blanke hår i byen – og det er takket være mig, plejer hendes mor at sige. Og når far ikke hører det, plejer hun at hviske “de gode gener kommer fra denne side af familien ..” – og vende pegefingeren mod sig selv.

“Stop så Mundo.. de små skal ikke lære alle de grimme ord!” råber mor hen over hovedet på Adriana, ud mod verandaen. Han mumler lidt for sig selv, men stopper sin strøm af ukvemsord og tænder i stedet en cigaret. Theresia ryster stille på hovedet, reder sin datters lange hår “måske finder du en mand, bliver gift med en viking..” hun griner usikkert – måske for ikke at græde. “Nej mamita! Gud har valgt for mig..” siger Adriana alvorligt og sender tanker til Alexandro – smukke, høje, lysebrune Alex, bosiddende i nabo landsbyen.

Theresia vender øjne af Adriana bag hendes ryg. Hendes datter må for alt i verden ikke gemme på sig selv, hvis hun kan få en viking. Et ægteskab med en af dem, vil betyde alt for hele familien – en økonomisk gevinst og tryghed. “Hans mor var luder – rygterne siger at hun ikke ved hvem der er far til drengen..” siger Theresia stille, men triumfen fylder i hendes stemme – er sikker på at hun afslører noget for Adriana som vil få hende på andre tanker. Adriana griner, ryster let på hovedet “hans far er svensker – pilot og boede hernede, men rejste hjem igen da Alex var lille” siger hun og tilføjer “hans mor gør rent på det store, flotte hotel inden i byen – hun er ikke luder..”

Theresia griner, griner højt og længe.. “Gør rent.. og svensker.. pilot.. Så har man hørt det med!” klukker hun og krammer mandelolie ind i Adrianas lange sorte hår. Misundelsen er tydelig at spotte i Theresias stemme – men det vil du aldrig få hende til at indrømme. Jeg skal møde ham i dag, jeg SKAL have tid til at sige farvel, til Alex.. min bedste ven” siger Adriana skarpt og tydeligt. “Ja ja, men lad ham nu ikke kom for tæt på – ham, hr. halvbleg.. Vikingen!” griner Theresia og trækker i Adrianas hår. “Vi skal ind til byen, ind og gå på strandpromenaden og spise is” siger Adriana – fortroligt og drømmende, hendes øjne funkler, skinner som små diamanter og hendes hjerte slår et par ekstra slag, ved tanken om Alex.

Theresia griner højt, men ikke rigtig ægte. Hun har i bund og grund så dårlig samvittighed overfor Adriana, at hun ikke kunne finde på at forbyde hende noget som helst. Slet ikke her i aften, den sidste aften inden hun skal sige farvel til datter. “Det er ok.. men lad vær med at sige noget til far – sig du skal have lakeret negle.. eller sig noget andet. Du må ikke nævne, at du skal være sammen med ham” hvisker Theresia alvorligt. “Ham.. han hedder Alex – Alexandro” siger Adriana irettesættende og tænker igen på den stærke, smukke Alex med den gyldenbrune hud og de skinnende lysebrune øjne.

“Har du pakket dine ting – er alt klar til i morgen?” spørger Theresia alvorligt. Adriana nikker, alt er klaret, og hun har hele tiden vidst, at den sidste aften skulle bruges i Alex’ selskab – med eller uden hendes mors accept. For længe siden havde de – Adriana og Alex – aftalt at de ville tage ind til byen sammen, spise is og kigge på turisterne. Bare hænge ud sammen, prøve hvordan det var. Alex havde et job, hjalp præsten i landsbyen – klædte de døde pænt på, inden kisten blev lukket. Ind imellem var der pårørende, der ønskede at der blev lagt gaver, smykker eller små beløb med kisten. De penge han fik af præsten, tog han med hjem til sin mor – og hans sidegevinst var de smykker de afdøde havde på, og de pårørendes gaver. Han neglede dem og solgte alt inde i byen.

Det havde været svært, men han havde sparet sammen længe, for han ville gerne gøre indtryk på Adriana – vise hende hvor cool han var. Han havde lånt – eller rettere sagt lejet – Pedros scooter. Måtte både lægge leje og et depositum, som sikkerhed for at den kom tilbage i hel stand. Han havde også købt en ny polo – kridhvid – stod så godt til hans halvlange, krøllede hår. Og lige nu havde han nok penge på lommen, til at de begge kunne købe en is, hvis de gjorde det i en af sidegaderne og ikke ved de dyre på strandpromenaden – dem der snød turisterne.

Hjemme i huset – i papa Mundos hus – træder Adriana ud fra det lille bitte værelse, som hun sover i med sine 5 mindre søskende. “Ana – det var dit rejsetøj…” siger theresia opgivende og kigger op og ned af sin datter. Det niver stadig i Theresia – og særligt i husholdningskassen – at hun var nødt til at købe nyt tøj til Adriana. Men hun havde hørt at der var koldt, gråt og regnfuldt helt deroppe. Det skulle være et land hvor der var en grøn vinter og en hvid vinter – koldt året rundt. Mon Adriana fik lov til at opleve og mærke sne? Selv havde Theresia aldrig set sne, kun hørt om de bløde hvide fnug.

“Jeg er ikke noget barn Mama.. kan godt passe på” siger Adriana lidt fornærmet. De sorte jeans sidder perfekt på hende, smyger sig stramt til hendes fyldige, runde numse. Den røde skjortebluse hænger lige nu løst ud over bukselinningen og det smukke, nyredte, kulsorte hår, holdes væk fra hendes kønne ansigt med et skinnende rødt hårbånd. Theresia kigger stolt på sin datter – som at se sig selv i den alder. Smuk, stolt og fuld af selvtillid – mod på livet. Som Theresia selv. Indtil hun blev gravid med sit første barn som 17-årig og måtte gifte sig med Mundo.

“Hvordan.. nå, smut du bare min pige – husk at sige farvel til far” smiler Theresia. Hun ville have spurgt hvordan de kom ind til byen, men besluttede i sidste øjeblik at hun ikke ville høre om det. Hun ved det godt – ved udmærket at en dreng i hans alder kører på scooter ind til byen. Men den vej – den store sorte vej, gør hende utryg. Så mange biler, busser og store lastbiler. Adriana kysser sin mors kind, kigger på sig selv i det smalle spejl i køkkenet, inden hun går ud på verandaen til sin far.

Edmundo kigger op, på sin smukke datter. “Min pige – min smukke rose..” siger han og griber hendes hånd. “Jeg skal lige ud, kommer hjem senere far” siger hun stille og smiler. “Er det nu ham knægten igen – den langhårede?” brummer Edmundo, prøver at lyde tvær. Men noget lunt i hans stemme og glimtet i hans øjne afslører ham – Adriana er hans svage punkt. Hun ryster på hovedet, men det er tydeligt at hun ikke taler sandt. “Smut min pige og kom ikke for sent hjem..” siger Edmundo med et skævt smil. Hun bøjer sig ind over ham, kysser hans kind – hører godt han mumler noget med unge mennesker, da hun går ned af verandaen og hen af de otte fliser der udgør deres havegang.

Adriana går i almindeligt tempo gennem byen, vinker og siger hej til de fleste. Hun sætter farten op og først da hun er i passende afstand fra landsbyen, knapper hun de nederste skjorteknapper op og krænger den røde skjorte op under brystet og binder en knude. Hun mærker den bagende eftermiddagssol på sin brune mave, løfter armen og trækker det røde hårbånd ud af sit hår. Hun lægger det ned i lommen, hæver begge hænder til sit hår og puffer det – det må godt være lidt vildere og større, hun ser mere moden og lækker ud når hendes hår fylder, synes hun. Hun sætter tempoet op, dykker igen ned i sin lomme og trækker en læbestift op af lommen. Hun har fået den af Alex for mange år siden – da de fulgtes i skole. Hun har omhyggeligt passet på den lige siden.

Adriana holder hånden som en skygge over sine øjne. Hun står på toppen af den lille bakke der adskiller de to landsbyer – hendes og Alex’ byer. Hun kan lige netop ane, det grønne bølgede tag på toppen af det hus Alex bor i. Hun sætter sig på “hendes” sten, lige ved siden af Alex’ sten, et sted der er “deres” og hvor de hver især, med en lille skarp sten, har ridset et stort A på hver sten. Det tog dem lang tid og mange hyggelige, hemmelige møder her på toppen af bakken. Det lyder måske ikke så hemmeligt – på toppen af en bakke. Men det er det, med en lille fordybning omgivet af buske, hvor man kun kan ses hvis man står oprejst.

Adriana lytter, synes hun kan høre lyden af en brummende scooter. Hun skubber det sølvfarvede låg af læbestiften, holder det på langs og forsøger at bruge det som spejl, da hun omhyggeligt smører sine læber ind i den knaldrøde læbestift. Hun presser læberne blidt sammen flere gange, hiver et blad af busken og presser det mod sine læber for at fjerne det overskydende. Hun lytter igen, rejser sig og får et sug i maven, da hun ser Alex på scooter, og på vej op af bakken.

Han smiler stort, da han stiller scooteren fra sig på toppen af bakken. “Du sidder på min sten..” griner han og hentyder til de diskussioner, de havde da de var yngre. Hun smiler til ham, strækker benene ud og siger “nu er de begge mine..” De griner begge to, husker tydeligt hvordan de diskuterede, sloges – hvordan uvenskab dannede grundlaget for deres relation tidligt i deres barndoms år. Lige indtil de fik øje på venskabet, og til nu, hvor en dyb forelskelse og magnetisk tiltrækning har ramt dem begge.

“Kom, lad os komme afsted..” smiler Alex og rækker hende hånden. Han vil rigtig gerne ind til byen, inden mørket falder på og de små sidegade isbarer opgiver at konkurrere, mod de store dyre på den oplyste strandpromenade. Adriana griber ud efter hans hånd, lader ham trække hende op. Han bemærker godt den bare mave – skjorten der ikke gemmer hendes bryster og den røde læbestift. Hun børster sine bukser, klapper med små slag på sin numse for at få støv og tørt græs af. “Er der mere tilbage?” smiler hun og vender bagdelen mod Alex.

Han mærker et sug i mellemgulvet, ærgrer sig og føler sig så dum – da han hurtigt siger nej. Der missede han lige chancen for at røre ved den smukke runde numse, noget han har drømt og fantaseret om så længe. Heldigvis får han andet i stedet, da hun sætter sig op bag på scooteren og tager armene om ham, læner sig helt ind.

Adriana er vild med duften af Alex, nyder at være tvunget til at holde armene om livet på den stærke og muskuløse dreng da de kører ind mod byen. Hun får et stik i hjertet da de passerer “Edmundos place” ser hvordan skiltet sørgeligt hænger i et søm, dingler nærmest som en mand i en galge. Den ene blomsterkumme er væltet, den anden fuld af knastørre, døde blomster, mangler både vand og næring – præcis som Edmundo, der lever af kaffe og cigaretter. Det er derfor jeg gør det, derfor det i aften bliver sidste aften med Alex – tænker hun og lægger kinden hvilende mod Alex’ ryg.

Adriana kigger fascineret rundt da de kører gennem byen. Det kan tælles på en hånd, hvor mange gange hun har været her, mor plejer at sige, at det ikke er noget for dem her. Men her er asfalt, fliser på fortovet og ingen fyldte skraldespande. De kører gennem det, stiller scooteren i udkanten, næsten nede ved stranden – går hånd i hånd og forsøger at blende naturligt ind i mængden. De har dog ingen solbriller, heller ikke den helt naturlige turist slentren eller sved på panden. Adriana suger opmærksomt til sig, kigger på vikingerne, deres røde og tatoverede hud – og deres børn der selv som store bliver kørt rundt i klapvogn!?

For Alex er det ikke lige så fremmed alt sammen. Han er forholdsvis tit inde i byen, sælger sine varer, hænger ud med drengene og tjekker de fremmede damer ud. Han elsker Adriana – helt dybt, ægte og indefra. Ser hende ikke som et stykke kød – ikke på samme måde som han kigger på turist kvinderne. Det er finere med Adriana – det er hende han vil giftes med. Han har faktisk stadig en grim smag i munden, over den lidt ældre, svenske kvinde han fulgte hjem på sit hotelværelse i sidste weekend. Også selvom han ihærdigt har overbevist sig selv om, at det var Adriana han tænkte på og så for sine øjne.

Adriana kigger opmærksomt på turisterne, prøver at gætte om der er danskere imellem. Hun ved ikke hvad hun skal kigge efter, synes de alle sammen ligner hinanden. Hun bemærker at Alex hilser på en gruppe drenge der hænger ud, synes de ligner nogle værre banditter og kigger undrende og spørgende på ham. “Er det dine venner?” spørger hun forsigtigt, og lidt bebrejdende. Hun har svært ved at se flotte Alex i den gruppe af drenge, synes ikke han passer ind i det billede. Han trækker lidt på skulderen, synes det er svært at fornægte drengene, men mærker Adrianas milde foragt.

“Har du lyst til is?” afbryder Alex glad. Adriana nikker, kigger drømmende op mod isbarerne der ligger side om side og kæmper om turisterne. “Hvad med der – eller der?” spørger Adriana mange gange og peger da de går forbi. Alex ryster på hovedet, fortæller hende at han kender en særlig god isbar længere op mod byen. Hun undrer sig, men følger troligt med gennem de smalle gader og nyder at mærke hans stærke hånd i sin. Hun er stolt, føler sig særlig og mærker en fascination, over at han kender byen så godt.

De køber is, går igen roligt gennem de små gader, tilbage mod stranden. De nyder hinanden. Alex kigger stjålet på hende, på de røde læber der smukt er krænget rundt om den hvide flødeis. Det minder ham vulgært nok lidt om svenskeren – der fuld, savlende og kærligt havde taget ham i munden. Det rykker uroligt i hans pik – men han kunne alligevel ikke forestille sig det om Adriana.

Mørket begynder så småt at falde på og Alex’ forslag om at gå helt ned til stranden, mærke sandet og dyppe tæerne, falder i god jord. Han vil gerne kysse Adriana, holde hende tæt ind til sig, men hun er svær at komme rigtig tæt på. Hun har en gang før kysset hans kind – dengang han forærede hende den røde læbestift. De går i vandkanten, mærker det lune vand der skyller op over deres tæer – griner og snakker om deres barndom og skoletid.

Ingen af dem har gået længe i skole. Her hvor man betaler for undervisningen, uniformen og bøger, er forældrene afhængig af børns indkomst tidligt. Derfor er Adriana også på vej ud i verden, for at tjene penge til familien. Indtil da, sætter de sig i sandet og Alex lægger prøvende og modigt hånden om hendes skulder. Hun mærker hans varme, føler sig tryg og lægger kærligt hovedet mod hans bryst.

De er stille, siger ingenting, her i midten med det helt fredelige og let vuggende hav på den ene side og den fyldte strandpromenade på den anden. Han nusser hendes skulder, kærtegner hendes ryg med bløde bevægelser og klemmer hende ind til sig. “Smukke Ana” hvisker han stille og kigger længselsfuldt ud over vandet. Adriana løfter hovedet, bliver overrasket men varm i hele kroppen over hans ord. “Stærke Alex..” hvisker hun og putter sig igen ind til ham. Han dufter så dejligt og særligt, og lige nu kan Adriana ikke forestille sig at undvære ham et helt år. Han har det på samme måde, får helt ondt i maven ved tanken om i morgen.

“Ana..?” hvisker han spørgende, hun løfter igen hovedet og forsøger at finde hans øjne i mørket. Hun får et sug i maven, er slet ikke i tvivl om hvad han vil sige. “Jeg elsker dig” hvisker de begge i kor – trækker begge på smilebåndet og mærker tårerne i øjnene. Alex trækker sin spritnye polo over hovedet, breder den ud bag Adriana og puffer hende blidt ned i sandet. Han lægger sig ved siden af, folder hænderne bag hovedet og kigger op på stjernerne. “Det er vores stjerner..” siger han og vender hovedet mod Adriana.

Det er Adriana der tager initiativet – “kys mig.. Alex” hvisker hun stille og lukker øjnene. Han presser straks sine læber mod hendes – igen og igen – smager den søde smag af vaniljeis og stryger hende kærligt over hendes blanke sorte hår. De kysser længe, indhenter alle de år, hvor ingen af dem turde. Han lægger hånden på hendes bare mave, nusser hendes silkebløde hud og kysser hende for alt i verden. Han er prøvende – helt forsigtig, da han blidt lader sin tunge glide ind mellem hendes læber. Adriana giver ham lov, også hans hænder, der er varme og stærke – hun vil mærke dem overalt på sin krop.

Hun kæler ham blidt på ryggen, snoer pegefingeren om hans krøllede hår mærker lyst og energier hun ikke kender. “Du skal gemme dig til mig – lov mig at du gemmer dig til mig Ana” hvisker Alex. Hun nikker, kunne ikke forestille sig at det skulle være anderledes. Alex skal være hendes første og den eneste, det ved hun. Hun tager hans hånd lægger den på sit bryst og bankende hjerte, og hvisker – “det lover jeg Alex..”

Han løfter lettet hovedet og kigger op mod den menneskefyldte promenade, inden han forsigtigt kærtegner hendes bryst uden på skjorten. Det er rart, sådan rigtigt rart, at mærke Alex’ kærtegn. Det kribler hele vejen gennem Adrianas krop, føles meget bedre end hun nogensinde har drømt om. Tiden forsvinder ligesom for dem, ingen af dem bemærker den langsomme udtømning af menneskemængden på promenaden, den korte pause der er, når børnefamilier forsvinder ind på hotellerne – men snart afløses af de yngre, festglade og opstemte mennesker på vej i byen.

Det er det samme den anden vej rundt. Ingen bemærker de to lokale teenagere, der optaget af hinanden, kysser, krammer og kærtegner. Alex lægger sig ind over Adriana og hendes duft. Følelsen af hendes bløde hud og våde tunge, er næsten ved at få det hele til at gå på ham. Han glider lidt ned på siden af hende, kigger igen rundt i mørket, har hånden på hendes varme mave, da han stille spørger – “må jeg røre ved dig?” Hun nikker genert og i stedet for at svare højt, knapper hun op og lyner sine bukser ned.

Ana får et sug i mellemgulvet, da han blidt presser sin store hånd ned i hendes trusser. Alex kærtegner forsigtigt og nysgerrigt, ned til hendes bløde skamlæber, lader blot sin langefinger glide forsigtigt langs hendes revne. Jeg håber han åbner mig, presser lidt hårdere på, tænker Ana. Hun føler sig klar og vil så gerne mærke Alex rigtigt. Hun gisper stille, da han spreder hendes skamlæber og presser sin langefinger lidt hårdere mod hendes køn. Kysser hende kærligt og gnider hende blidt, spørger hende hviskende om hun er ok?

Havde han set hendes øjne og ansigtsudtryk, ville han ikke have været i tvivl, ikke haft nogen grund til at spørge. Hun lægger sin hånd på hans arm, nærmest som om hun er bange for at han stopper. Hans pik presser hårdt på og han mærker de første dråber der pibler fra ham. Han skubber hånden længere ned, mærker hvordan de hårde metaltænder på hendes lynlås kradser ham bidsk. Det er ikke en advarsel der stopper ham det mindste. Han bøjer det yderste led af sin langefinger, presser forsigtigt mod hendes våde glatte hul – det er nu!

Det gipper overrasket i Ana. Hun havde aldrig forestillet sig, at det var så dejligt og at Alex kan få hende til at glemme alt omkring sig. Musklerne sitrer i hende, hendes krop skriger kun på mere. Hun stønner, tager grådigt imod hans læber med sine – giver sig hen til hans blide kærtegn. Adriana ryster en smule, da en orgasme rammer hende som bølgerne hun hører.

Hun følger med den, men ved ikke rigtigt hvor hun skal kigge hen og hvad hun skal sige – føler sig blottet, selvom hun er fuldt påklædt. Hun ville ønske hun turde røre ved Alex, kæle for ham som han lige har gjort ved hende. Hun tør ikke, snitter kun diskret hans buksegylp og kærtegner hans muskuløse mave og brede bryst. Larmen fra glade turister ebber langsomt ud, kun gadehunde og vildkatte vover sig frem nu – spiser fra skraldespande, drikker fra kilder og jager hinanden i mørket.

Det er tidlig morgen, da Adriana og Alex omtumlet og tæt omslynget, vågner på stranden. Mørket hænger stadig over byen, men solen anes langt ude i horisonten. “Vi må skynde os ..” hvisker Adriana søvnigt og hun lukker sine bukser, inden hun rejser sig og går mod stensætningen der adskiller sandet og fliserne på strandpromenaden. Alex glipper et par gange med øjnene, inden han ryster sin hvide polo og trækker den over hovedet. Han følger Adriana, sætter sig på stengærdet og børster sine fødder fri for sand inden han tager sine sko på.

De er begge lette og lykkelige, og det at Adriana om få timer rejser langt væk, fylder ikke i dem lige nu. Det er nuet – duften af Anis og mandelolie, ikke mindst nærværet, der gør dem høje. De småløber ned til scooteren, får den hurtigt startet – og inden hanen har galet første gang, sætter Alex sin elskede Adriana af i udkanten af landsbyen igen. Han slukker motoren, rammes et kort øjeblik af en intens smerte i hjertet – “et år – et helt år..” sukker han og kigger ind i Adrianas smukke, mørke øjne. Hun nikker, mærker gråden i halsen – samme smerte i hjertet.

Kort efter lister Adriana stille gennem landsbyen, går en stor bue uden om en flok gadehunde – vil ikke se hvilken form for ådsel måltid der har samlet flokken. Hun er høj på livet – en smule trist og usikker på fremtiden. Hun knuger hånden om en sølvkæde med et lille kors, lytter til lyden af scooteren der forsvinder fra hende – fortoner sig. Adriana stopper op ved den lille grønmalede havelåge, kigger op mod verandaen hvor hendes far sidder sovende med hovedet mod sit bryst. Han trækker vejret tungt, så omhyggeligt springer hun det første knirkende trin på trappen over og lister forbi ham.

Adriana klæder sig af, presser skjorten mod sit ansigt – mærker hvordan hendes hjerte slår et ekstra slag, over duften af Alex der stadig sidder i den. Hun har stadig kæden i hånden, da hun lukker øjnene og glider ind i drømmeland. Adriana hører ikke hendes mindre søskende stå op, bemærker heller ikke de første fly der larmende flyver over deres lille hus, heller ikke hendes fars eder og forbandelser der følger efter. Hun vågner først da hendes mor står bøjet ind over hende og stiller aer hendes kind – “Ana, der er ikke længe til bussen kører” hvisker Mamita og smiler varmt.

Adriana sætter sig op på sengekanten, løfter det blege lærredsgardin der hænger ned foran det lille intermistiske vindue, der mere blot er et hul i husmuren, beklædt med kraftig plastik. Det er højlys dag, solens placering fortæller hende at der ikke er længe til. Hun kigger efter sit tøj – sin røde skjorte og de mørke bukser, rejsetøjet, som hun lagde fra sig på den lille skammel ved siden af sengen. Hun rejser sig og trækker sin – engang orange – hverdags kjole over hovedet. Nu er den mere en ubestemmelig ferskenfarvet – bleget, brugt og slidt.

Mamita har lavet morgenmad, presset juice og hentet æg. Majs pandekagen dufter fantastisk, og Adriana føler sig som en prinsesse. Hun spiser veltilfreds sin morgenmad og kigger på moren, der lettere irriteret har vasket de mørke bukser og den røde skjorte, og nu er i gang med at stryge det. Moren kigger vurderende på sin datter, prøver at få øje på forandringer – hvor tæt ham knægten har været på? “Fik i spist is.. i går?” spørger hun undvigende og som en erstatning for det spørgsmål hun allerhelst ville stille. Adriana nikker, med munden fuld af pandekage – og blanke øjne.

“Åhh Mundo.. mon det er rigtigt, det vi gør?..” sukker Theresia. Hun er trist, lægger sukkende hovedet mod Edmundos skulder da det er tid. De vinker begge to og kigger efter bagenden af den gule bus, der forsvinder op over den store bakke. Edmundo svarer ikke – ikke før hvirvlende støv og dækaftryk på den varme jord, er det eneste der vidner om at der lige har været en bus. Den er nu helt ude af syne, sammen med datteren, da han kærligt og omsorgsfuldt klemmer om Theresias skulder. Han tørrer forlegent en tåre væk fra øjenkrogen, vrider sin hånd rundt i ansigtet og hvisker – “hun er en stor pige nu – og her er ingen fremtid for hende..”

Det er første gang i mange år, at han ikke bander over det fly der netop flyver over landsbyen. Han går i stedet langsomt tilbage mod sit hus, med armen om Theresias skulder. Deres datter er rejst, mod et koldere land, men en lysere fremtid? De tror og håber det begge, selvom Theresia hvisker, både lidt opgivende og usikker – “jeg ved ikke.. synes din søsters datter var så alvorlig, da hun vendte hjem fra vikingeland..”

Adriana
Forfatter: Safran

– Læst af (708)

Hvad synes du om novellen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.