aupair-adriana
4.5/5(4)

Adriana 2
Læs første del af Adriana her

Marlene Holm er ikke glad. Det er både koldt og mørkt her i starten af januar, og hun står i ankomstterminalen i Københavns lufthavn. Ved hendes side står eksmanden Phillip Holm med deres knap treårige dreng i hånden. Marlene føler sig ubekvem og er utålmodig. Med hendes stressede freelance journalist livsstil, er det i hendes optik blot tidsspilde, at de står to voksne mennesker og venter på en fremmed. Og deres fælles børn er her jo ikke, så ingen grund til at spille skuespil eller lade som om man kan udstå hinanden.

“Vi er stadig enige om at hun følger ungerne – lige uger hos mig og ulige hos dig?” spørger hun stresset, uden at kigge sin eksmand i øjnene. “Ja, det er jo det vi har aftalt..” snerrer han irriteret. Gabriel trækker utålmodigt i ærmet på sin fars mørkeblå frakke, mumler noget uforståeligt. Phillip bukker sig kærligt ned mod sin søn for at høre hvad han siger. “Vi finder lige et toilet..” siger han og kigger op mod skærmen, ser at flyet er landet. Marlene nikker, lader utålmodigt sin venstre støvle sål glide et par gange hen over det våde, sjappede gulv. En dårlig vane, men bevægelsen kompenserer lidt for hendes indre uro.

Hun kigger rundt, mærker de gode energier der er i lufthavnen. Mange mennesker og travlhed, men de fleste har et lille smil om munden. Nogle venter med flag i hænderne, andre lige ankommet og går sultent op ad trappen til Burgerking. Her må være mange historier, forskellige menneskeskæbner, tænker Marlene og skriver sig det bag øret. God grobund for en artikel til et af damebladene på hendes kundeliste. Og det er nemmere at mærke den gode stemning, når Phillip er ude for syn. Han mudrer virkeligt billedet for hende, kan få selv den mest festlige begivenhed til at føles som en tragisk begravelse. Hun er stadig vred på ham, sådan virkelig vred, men viser det ikke. De samarbejder, for børnenes skyld taler de pænt og godt sammen.

Hun kigger op mod skærmen, ser det lille ikon der viser at bagagen kører på båndet, parat til at blive genforenet med sin ejermand. Så varer det ikke så længe endnu. Hun er egentligt spændt. Altid et sats, men indtil nu har de været heldige – altså med den ene undtagelse. Eller Maria fejlede vel i bund og grund ikke noget? Hun tog sig godt af børnene og hjemmet, sine opgaver…. Så godt at alle var glade, da hun spurgte om hun måtte blive et halvt år mere. Det er fortid, ikke noget Marlene gider at spilde sin energi og gode humør på.

Hun kigger over mod toiletterne, ser Phillip komme gående med lille Gabriel i hånden. Hun trækker lidt på smilebåndet, synes på en måde det er et sødt syn, at den høje, noble og alvorlige forretningsmand kommer gående med den lille, ligeså alvorlige dreng. “Så, nu må vi kigge efter Adriana..” siger Phillip og løfter Gabriel op på armen. Den alvorlige dreng nikker betuttet, som et lille ekko, gentager han sætningen som faren lige har sagt. Phillip strækker sig, spejder ud over menneskemængden for at spotte den fremmede.

Adriana står lige inde på den anden side, på vej gennem tolden. Om halsen har hun den tynde sølvkæde med det lille kors i, som hun fik af Alexandro. Hun løfter hånden til det lille kors, beder til at Alex er med hende – i tankerne og ånden. Hun kan allerede mærke afstanden til ham, til Mamita. Det hele er så nyt og anderledes, selv kulden, selv her indendørs fryser hun frygteligt. Hun skubber sit lange mørke hår frem, prøver at gemme sig lidt bag det, inden hun hanker op i sin kuffert og følger strømmen af mennesker. Hun får hurtigt øje på den høje, lidt gråsprængte mand, der med et lille barn på armen spejder ud over menneskemængden. Han smiler til hende, vinker søgende og har et spørgende udtryk i ansigtet.

Adriana smiler tilbage til manden, nikker diskret. Hun mærker Alex’ energier og tvivler ikke på at han er med hende. Det er nu tænker hun, nu et nyt kapitel i hendes liv starter. “Adriana?” spørger den høje mand, hun nikker og tager imod hans udstrakte hånd, og på sit usikre engelsk udtaler hun den høflighedsfrase hun har lært sig. Han nikker venligt og præsenterer sig og sin søn, Gabriel. Adriana dvæler et øjeblik ved den lille dreng, der virker sært bekendt – mon hun har drømt om ham? Phillip træder lidt til side, slår armen ud mod Marlene og præsenterer hende som sin ekskone. Hun virker sød og imødekommende, træder frem mod Adriana og giver hende et knus. “Marlene.. er mit navn, jeg hedder ikke ekskone..” siger hun og smiler.

Adriana ånder lettet ud, Mamita plejer at sige, at de første 2 minutter mellem mennesker er afgørende. Og de her mennesker virker søde begge to, venlige og smilende. Phillip sætter Gabriel ned på gulvet, inden han som en ægte gentleman hanker op i Adrianas kuffert. Hun fryser – fryser endnu mere herude i ankomsthallen og- kigger taknemligt på Marlene, da hun lægger sin tykke uld frakke over hendes smalle skuldre. De bevæger sig mod udgangen, Adriana på vej til et helt nyt liv, i et fremmed land. Kulden er massiv og regnen rammer Adrianas kind. Selv her tidligt på dagen, er det halvmørkt, dunkelt gråt i Danmark, som landet hedder.

Adriana sidder på bagsædet, ved siden af Gabriel i Phillips store bil. De kører i lang tid, måske en time eller to, Adriana har mistet tidsfornemmelsen, og flyveturen, de mange nye indtryk og manglende søvn natten før, sætter sine spor. Hendes øjne glipper i, men hun tvinger dem op igen – vil gerne se alle de nye ting og gøre et godt indtryk. “Luk du bare øjnene lidt” siger Marlene omsorgsfuldt og smiler til hende. Hun har svært ved at kæmpe imod, søvnen og drømme om Alex overmander hende, bilen er så lun og stille.

Adriana vågner med et sæt da bilen stopper. Marlene vender sig rundt mod hende, smiler og siger: “Så er vi hos mig – hvor du skal være den første uge.” Adriana føler sig forvirret, hun fornemmer afstanden og fjendtligheden mellem Marlene og Phillip, men har svært ved at forstå det. Hun læner sig over mod Gabriel og lægger an til at spænde hans sele op. “Nej nej – han skal med Phillip..” siger Marlene og går ud, åbner døren for Adriana.

De sidder i køkkenet, i en stor lejlighed i en større dansk provinsby. På dørskiltet står der Marlene Holm og nedenunder står der Emil & Emma. Adriana lytter til Marlene, prøver ihærdigt at forstå hvad hun siger. “Vi er skilt, ikke længere gift.. vi elsker ikke hinanden” siger Marlene og kigger indgående på Adriana, prøver at vurdere hvad der foregår i den kønne piges hoved. “Hver mandag skifter vi, så du og ungerne skal bo skiftevis hos Phillip og jeg – forstår du?” Adriana nikker, tror nok hun forstår, men synes det er underligt, og hun har svært ved at placere Gabriel, men føler ikke rigtigt for at spørge.

De snakker lidt om børnene, Emma og Emil, der lige nu er i skole, snakker om Adrianas opgaver når hun er hos Marlene. “Det er jo selvfølgeligt anderledes hos Phillip.. men det må du snakke med ham om” siger Marlene og smiler anstrengt – bare hans navn er nok til at få en bitter smag i munden. Adriana nikker og forsøger at følge med. Hendes hoved er allerede fyldt med indtryk, oplysninger og nye informationer som hun prøver at sortere i og vænne sig det alt sammen. Marlene kigger på den forvirrede og forskræmte pige, lægger hånden oven på hendes “det skal nok gå..” siger hun varmt.

Det gør det, dagen går hurtigt og Adriana er lettet over mødet med børnene, der er søde, høflige og også noget ældre end hun havde forestillet sig. Da hun ligger sig i sengen om aftenen, er hun helt brugt op, har dårligt haft tid til at tænke på Alex. Hun sætter sig op i sengen, løfter det hvide gardin der dækker for et rigtigt vindue med glas i. Hun kigger op på himlen, ser de klare stjerner og sender Alex varme tanker, før hun lægger sig tilbage på puden. Der er helt stille, lyden og følelsen af hendes mindre søskende der trækker vejret tungt mangler. Ingen dyrelyde eller far der skælder mod himlen, Adriana er alene.

Der er varmt, men Adriana fryser alligevel, putter sig længere ned under dynen. Hun er egentligt søvnig, men hendes tanker kredser konstant om Alex. Han er så langt væk, indser hun, løfter hånden til sit venstre bryst og klemmer blidt, som han gjorde natten før. Hun forestiller sig at det er Alex’ hænder, husker hvordan han stille nussede hende og mærker hvordan den mørke vorte trækker sig sammen, bliver hård og strittende. Det var fantastisk og mindet trækker i hendes underliv, strammer og lokker. Adriana kæler fortsat for sit bryst, da hendes frie hånd glider ind under trussernes elastik kant. Hun kæler først for sine skamlæber, lader blidt fingrene løbe frem og tilbage langs revnen og hvisker hans navn i mørket, dette fremmede sted.

Adriana overvejer det kun et øjeblik, skubber sine trusser ned, krænger det ene ben ud og spreder benene. Det er underligt og også befriende, at kunne kæle med sig selv, uden at skulle være opmærksom på lydene og sine søskendes vejrtrækning. Hun løfter hånden, fugter lange og pegefinger i sin mund, inden hånden glider tilbage mellem benene, tilbage mellem hendes tykke, bløde skamlæber. Hun gnider blidt på sin klit, krammer lidt hårdere om brystet, klemmer blidt om brystvorten og mærker de liderlige bølger i sin krop. Hun krummer sin langefinger, bøjer den som Alex gjorde og prikker blidt mod sit glatte våde hul. Hendes håndflade hviler på det svulmende venusbjerg, hun skubber prøvende sin finger lidt længere ind. Det er Alex’, hun er våd og et lille fnis undslipper Adrianas læber, over de små smaskelyde dernede fra.

Hun føler sig tryg dette fremmede sted, kæler og gnider sig, mærker sin krops reaktioner på de varierende kærtegn. Har ikke tidligere haft mulighed for at udforske sig selv på denne måde, men noget får hende til grundigt at gøre brug af muligheden. Hun løfter hånden til sin næse, dufter nysgerrigt til sin finger. Det er en sær duft, synes hun, men især fraværet af hånden mellem benene, er mærkbar. Adrianas unge krop tigger og skriger om forløsning, tænker på Alex, hans fingre og varme ånde tæt ved hendes ansigt. Hun drejer sig rundt, svinger det ene ben rundt om den tykke dundyne og presser den mod sin krop. De skulle have gjort det, ønsker Adriana nu, og krammer dynen ind til sig – fantaserer om hans ansigt, hans nøgne bryst tæt ved hendes og deres underliv der harmonisk støder mod hinanden.

Adriana gisper hans navn ned i puden, mærker længselsfuldt de blide kramper der breder sig i hendes underliv, da hånden og tankerne forløser hende. Hun elsker Alex, elsker at han er med hende, her i det fremmede, kolde nord. Åhh Alex, hvisker hun imens en enkelt tåre glider ned i hendes mundvig. Varmen har spredt sig fra hendes skød, hun fjerner hånden og dufter igen til sin finger, før hun lidt flov gemmer den væk og trækker dynen helt op over sig. Dagens mange indtryk overmander hende og hun har en ro og tilfredshed i kroppen nu. Hun tænker til slut på Mamita derhjemme, ved at hun tænker på sin lille pige, der har været nødt til at rejse så langt. Men det skal nok gå, tænker Adriana, som damen sagde.

Klokken er 6 da vækkeuret ringer næste morgen. Adriana sætter sig sig forvirret op i sengen, gnider sine øjne og prøver at få tankerne igang. Hun husker hvor hun er, det nye liv og hvad hun skal – hendes arbejde nu. Lave morgenmad, vække børnene, smøre madpakker, hjælpe dem i tøjet og sende dem afsted i skole. Hun prøver at huske hvad Marlene havde sagt, bagefter skal Marlene vækkes klokken 9 med kaffe og morgenmad på sengen. Adriana hopper ud af den varme, bløde seng, det kolde gulv er ubehageligt mod hendes bare fødder, og den løse hverdagskjole Mamita havde lagt i hendes kuffert, er langt fra kraftig nok til at modstå den temperatur der møder hendes krop. Men det kvikker hende op, hun skynder sig, går ud på badeværelset og vasker sig, klæder sig på og reder sit hår.

Adriana går i sving og puster først lettet ud, da hun lukker døren lidt i 8 og hun netop har sendt børnene afsted. Selvom de er søde, havde hun alligevel fornemmelsen af at de løb lidt om hjørner med hende – snød hende lidt? Hun rydder op, prøver at finde ud af hvor de forskellige ting hører til og vasker op i hånden, uvidende om opvaskemaskinen til højre for køkkenvasken. Klokken er 9 da hun forsigtigt skubber døren til Marlenes soveværelse op. Den store seng i midten af værelset er enorm. Adriana er sikker på at hele hendes familie kunne sove der sammen, og den høje lyshårede kvinde der ligger i den, forsvinder næsten i dyner og puder.

Det er unaturligt for Adriana, at kalde en dame som Marlene ved fornavn. Efternavn eller i det mindste miss, ville falde hende nemmere. Men sådan vil hun have det og Adriana kalder forsigtigt på Marlene, sætter bakken på natbordet og kalder igen. Marlene slår øjnene op, smiler da hun kigger på Adriana. Hun sætter sig op i sengen, hendes stemme er stadig grødet og hæs, da hun siger: “sæt dig bare ned..” Adriana sætter sig på kanten af sengen, ved ikke rigtig hvor hun skal kigge hen, og alligevel har hun svært ved at slippe synet af Marlenes store, lyse bryster. Hun har dårligt set Mamitas, og nu sidder en helt fremmed kvinde med blottet bryst, spiser morgenmad og drikker kaffe, som det mest naturlige i verden.

Det er en anderledes Marlene nu. Stadig behagelig og varm, men blikket og auraen omkring hende er anderledes. Adriana rejser sig med et sæt, da Marlene slår dynen til side og træder nøgen ud på gulvet og videre ud på badeværelset. Det er forvirrende, vækker nogle følelser og fornemmelser, Adriana kun lige og svagt har været i kontakt med, hun tager bakken og skynder sig ud i køkkenet for at vaske op. Synet af den høje nøgne kvinde, hendes lyse hud og lange gyldne hår, sidder stadig i Adriana. Hun har aldrig set et andet voksent menneske nøgen, end ikke set sig selv nøgen i et spejl. Det eneste spejl de havde hjemme, var fars lille og smalle barberspejl.

Der er meget der er nyt for Adriana, men arbejdsdagene i den første uge hos Marlene ligner dog hinanden, og allerede på 3. dagen føler Adriana sig mere tryg. Børnene skal op, Marlene vækkes, underholdes eller mere selv underholde på sengekanten. Derefter vasker Adriana tøj, lærer om opvaskemaskinen – lærer i virkeligheden rigtig mange nye ting, som den almene dansker tager for givet. Hun gør rent, laver kaffe, serverer den for Marlene, der skriver og skriver – artikler, historier, blander sig særligt i kønspolitiske debatter, Adriana ikke har begreb om. Hun passer og underholder bare børnene når de kommer hjem fra skole, handler ind, laver aftensmad – putter børn og klokken 21 er hun så godt brugt, at hun dårligt har energi til at savne Mamita, Alex, eller til at røre ved sig selv, selvom hendes krop er ved sprænges af lyst og savn.

Lørdag kommer der en afveksling i den ellers skematisk planlagte hverdag. Børnene sover længe og Marlene vil først vækkes klokken 10. Der er en helt anden aktivitet og energi end normalt, da Adriana åbner døren til Marlenes soveværelse. Lyset er tændt og synet der møder hende, er Marlenes lyse hår, der bruser ned af hendes nøgne ryg i små svaj. Adrianas arbejdsgiver sidder overskrævs på en mand, bevæger sig stille hen over ham, så selv ikke Adriana kan være i tvivl. “Tak..” hvisker Marlene hæst og smiler tilfreds til Adriana, da hun endeligt får rykket sig fri og sat bakken på natbordet. Adriana trækker sig forskrækket tilbage, synet af Marlene ovenpå den smukke, muskuløse mand, gør hende helt fortumlet.

“Adriana.. du må gerne gå ud nu..” griner Marlene kærligt og blinker til hende. Adriana samler sig hurtigt, vender sig og går mod døren. Inden hun lukker døren helt, vender hun sig kort mod Marlenes ryg, ser det lyse hår der smukt bruser ned af kvindens ryg, de små rytmiske øvelser hun laver på og med manden. Adrianas kinder blusser, da hun forsigtigt lukker døren, har aldrig set nogen elske. Hun mærker hvordan hendes følsomme brystvorter trækker sig sammen og stritter tydeligt gennem kjolens stof. Malene skjulte ikke noget, ingen dyne, Adriana fik et glimt af.. manden. Hun har svært ved at få det ud af hovedet, billedet af den høje, slanke Marlene, der vridende bevægede sig – stadig gør, Adriana kan jo høre hende gennem døren..

Hun skynder sig at gå, laver morgenmad til børnene og sig selv, og sætter sig ind i stuen og prøver at komme i snak med tvillingerne Emma og Emil. Det er ikke nogen nem opgave, begge er optaget af både mobiler og tv. “Hvilken telefon har du?” spørger Emma på perfekt og fejlfrit engelsk. Adriana kigger på hende, smiler venligt og svarer at hun ikke har nogen telefon. Emma kigger overrasket på Adriana, løfter øjenbrynet en smule, da hun tvivlende spørger om det er rigtigt. Adriana fniser lidt nervøst, kan se og mærke Emmas lidt overlegne undren og undgår heller ikke at se hvordan den lille lyse pige puffer sin bror i siden, siger noget på dansk, der får dem begge til at grine.

Manden fra Marlenes seng går kort efter og uden at Adriana opdager det. Og efter et bad kommer Marlene også ind i stuen, virker helt afslappet og ligeglad med hvad Adriana så eller tænker om det. Adriana er lettet, hun har ikke gjort noget forkert, og resten af lørdagen går helt ubekymret og rask afsted. Det er rart at holde weekend, tænker Adriana. Alting er lidt mere afslappet og sjovt, senere er de ude og handle i et kæmpestort og ret overvældende supermarked, helt oplyst af skarp neonlys, der næsten giver Adriana hovedpine. Gennem hele dagen skæver Adriana til Marlene, lurer diskret på den høje, selvsikre kvinde med de blå øjne. Adriana er stadig lidt chokeret over at have set hende sådan – nøgen og overskrævs på en mand, men tanken giver hende også kriller i maven.

Sent om aftenen, efter Adriana har puttet børnene i seng og lavet te til Marlene, snakker de om hvordan den første uge er gået. Hun kan godt lide at være der, frygten for det ukendte var helt ubegrundet. Gøre rent, vaske tøj, lave mad, alle de huslige sysler har hun jo lært af Mamita derhjemme. Adriana kan godt lide at snakke med Marlene. Hun er varm og åben, Adriana føler sig nærmere som et familiemedlem end au-pair. Det er først om natten, når solen er gået ned og stjernerne viser sig på himmelen, at Adriana mærker savnet. Hun savner solen, varmen – Mamita og Alex. Sådan er det stadig, efter Adriana har sagt godnat og lukket døren til sit værelse.

I aften hører hun hoveddøren åbne sig og døren til Marlenes soveværelse lukke sig. Nu er han der igen, ved hun, manden fra tidligere. Smuk og stærk, Marlenes elsker, en varm krop at sove med. Adriana kysser Alex’ sølvkors som hun bærer i en kæde om halsen, løfter gardinet og hvisker godnat mod den mørke himmel. Hun fryser lidt da hun klæder sig af, men der er noget særligt ved at klæde sig helt af foran det store spejl på væggen. Hun lægger sin kjole på stolen, krænger strømpebukserne af og betragter sig selv i undertøj. Hendes trusser er brede, stramme og kedelig hvide. Ikke som Marlenes, der er smalle i siderne og går op i revnen mellem ballerne. Adriana drejer sig rundt, kigger bagud mod spejlet og sin runde numse. Hun skubber stoffet sammen, ind mellem sine baller og gynger let med hofterne. Hun har ikke Marlenes kvindelige former, er mørkere og smallere, men det ser stadig frækt ud. Og selvom hun bliver lidt hed i kinderne ved tanken, ved hun at hun vil købe sådan et par trusser når hun får sin første løn.

Adriana åbner sin bh på ryggen, mærker lettelsen da det stramme stof slipper taget om hendes barm. Mamita har lært hende, at en bh skal sidde helt stramt. Også for stramt, fordi gyngende bryster frister mænd. Hun vender sig igen mod spejlet, stryger forsigtigt hånden over sin mørke brystvorte, kigger på hvordan den trækker sig sammen, bliver helt hård og strittende. Hun sutter på sin pegefinger og lader den cirkle vådt omkring sin hårde brystvorte, nyder følelsen. Hun betragter med stolthed sine bryster i spejlet, synes de er tilpas store i forhold til hendes slanke figur. Runde og smukke, sidder højt og den lille mørke dut sidder præcis i midten. Adriana mærker lysten, går ned i knæ foran spejlet, spreder benene og sænker sine nøgne baller helt ned mod gulvet. Kulden er væk, blodet bruser i hende og holder hendes krop varm, da hun kigger vurderende på sig selv – var det sådan Marlene sad på den nøgne mand, mon hun gør det nu?

Adriana vender sig rundt, vender igen numsen mod spejlet, kigger på sig selv og fniser stille. Hun bevæger sig i små ryk, skiftevis hæver og sænker sig mod det kolde gulv, kigger ned af sig selv, ser sine vippende bryster og forstår nu hvad Mamita mener med at friste mænd. Marlene store bryster må virkeligt friste, hun tænker på hvor meget de må have gynget, da hun sad der ovenpå manden. Hvor meget de gynger nu! Adriana kigger over mod sin seng, på den tykke fyldige dyne. Hun rejser sig, mærker lettelsen da hun trækker trusserne væk fra revnen mellem sine baller og trækker dem helt af. Her i norden må man godt vise sig nøgen, og det er ingen skam at være stolt af sig selv, også som kvinde. Det har Marlene allerede lært hende, så hun betragter sig selv i spejlet – ung nøgen og nysgerrig.

Hun drejer sig, stiller sig op på tæerne og forestiller sig at hun har et par af Marlenes høje, flotte stiletter på. Ser for sig hvor sexet det ville være, hendes lange, slanke, brune ben og høje numse. Adriana fniser lidt over sig selv, blodet bruser stadig mere i hendes unge krop, holder hende varm og tændt. Hun har gjort rent overalt i huset, og snaget lidt i Marlenes skabe og skuffer, fundet hendes.. legetøj. Adriana har ikke rørt det, kun kigget, har jo heller aldrig set sådan noget. Men hun tænker på det nu, da hun kravler op i sengen og skubber dynen sammen til en lang pølse på midten. Adrianas knæ hviler mod det hvide lagen, mellem hendes ben er den tykke hvide dyne-krop. Hun klemmer om sine bryster, mærker hvordan dynen kærtegner hendes våde skød.

Det føles fantastisk. Adriana hæver og sænker sit underliv, gnider sig mod dynen. En smal revne mellem gardinerne giver hende et lille kig til de klare stjerner på den mørke himmel. Hun tænker på Alex og deres nat på stranden. Hendes smukke og stærke Axel, hendes mand – hun var jo klar! Adriana ønsker hun var tilbage, gnider sig lidt hårdere og mere insisterende mod dynen, fyldt op med slemme tanker der får hendes krop til at sitre. Alex er i hende, de er sammen for første gang – rigtigt. Adriana lukker øjnene, stønner forpustet hans navn inden hun udmattet, forløsende og tilfreds falder sammen ovenpå dynen, sover snart og tungere end nogen nat før.

Søndag formiddag er Adriana alene i Marlenes lejlighed. Børnene leger hos genboen, Marlene spiser frokost med en veninde ude i byen. Adriana har fået en gammel iPod af pigen og bruger den altid, mens hun rydder op og støvsuger lejligheden. Hun åbner døren til Marlenes soveværelse og trækker støvsugeren efter sig. Hun ser den rodede seng og fornemmer en duft i rummet, men er mest i sine egne tanker, pop-musikkens verden, støvsuger flittigt og sender tanker til Mamita og Alex.

Savnet er stort i dag, men tankerne om de penge hun kan sende hjem holder hende oppe. Hun skubber støvsugerrøret ind under sengen, trækker den frem og tilbage et par gange og mærker modstand. Hun trækker det ud igen, inden hun lægger sig ned på knæ for at kigge ind under sengen. Et par dyre Louboutin stiletter dukker frem fra under sengen, klassisk sorte med de karakteristiske røde såler. Adriana forstår instinktivt værdien af dem, selv om hun aldrig har holdt noget så eksklusivt i sine hænder og intet begreb har om pris eller kvalitet. Har faktisk aldrig rørt et par stiletter – slet ikke haft mulighed for at prøve et par på…

Hun hører Katy Perry, mens hun stryger hånden over snuden på stiletterne, vender dem rundt og kigger på den skinnende røde sål – rød som den læbestift hun fik af Alex. Hun bevæger fingrene rundt som om hun kærtegner dem, op ad den tynde hæl. Hun er bjergtaget og de ligesom taler til hende – siger at Marlene ikke vil være imod, hvis hun prøver om hun kan gå i sådan nogle? Adriana tager ørepropperne ud og lytter – alene. Hun sætter sig på sengekanten, trækker sin strømpe af og børster sin smalle lysebrune fod, inden hun prøvende stikker den ned i de høje, sorte stiletter. Hun får en sær fornemmelse i kroppen, fniser for sig selv, men synes hun ser flot ud. Hun gentager med den anden fod, sidder nu på sengekanten med fødderne i et par stiletter, hvis pris kunne brødføde hele hendes familie i et år.

Hun strækker sin fod foran sig, drejer og kigger vurderende – gad vide om hun også kan gå i dem, forsigtigt? Hun er usikker da hun rejser sig op, støtter sig til sengen og først da hun føler hun har balancen – rimelig sikker grund under fødderne – slipper hun og retter sig op. Adriana føler sig straks som en anden, fniser igen og tripper forsigtigt rundt på nogenlunde det samme sted på gulvet. Hun tager ørepropperne i igen, svajer til musikken og føler sig ligesom mere som de andre her, vigtigere, og stolt mærker hun selvtilliden boble i hende, når hun kigger ned af sig selv og ind i Marlenes store spejl – den lille numse strutter flot!

Adriana kigger mod skabet ved siden af, på skabslågen hvor den gennemsigtige dragtpose med Marlenes kridhvide kaninpels hænger. Hun har rørt ved den tidligere, forsigtigt strøget fingrene over den bløde overflade, inden hun hurtigt har lukket posen igen. Det er forkert, Adriana ved det, men vakler forsigtigt hen mod skabet, lyner beslutsomt dragtposen op og trækker den bløde pels af bøjlen. Hun dufter til den, genkender duften af Marlene og den firkantede, røde Gucci parfume, ude fra badeværelseshylden. Adriana indhylder sig i den, lukker pelsen om sig og beundrer sig selv i spejlet igen. Hun griner højt nu, og ville ønske Alex kunne se hende lige nu og her – som en af de dyre vikingekvinder.

Hun tripper langsomt og stolt rundt på de farligt høje stiletter, ender på sit eget værelse, for igen at betragte sig selv i et helfigur-spejl. Hun åbner pelsen – lukker den igen, betragter sig selv fra alle vinkler, og drømmer sig væk i en dis af pop-musik. Adriana er en anden, en stjerne, laver trutmund mod spejlet og fniser forlegent og forkælet. Drømmer sig helt ind i en verden, hvor det bare er Alex og hende, hun i den kridhvide pels og frække stiletter. Ingen rengøring og børnepasning for andre, har måske selv en pige ansat, så hun og Alex kan være sammen hele tiden, det er drømmen.

Langt inde i den, hører hun derfor ikke hoveddøren gå. Heller ikke nøglerne der bliver lagt på kommoden eller fodtrin rundt i lejligheden. Bliver først klar over at hun ikke er alene, da han – manden fra Marlenes seng – står i døren til hendes værelse og smiler bredt.

Adriana farer sammen i et hyl da hun opdager ham. Hendes hjerte hamrer afsted, mens musikken drøner videre i hovedet, før hun får rykket ørepropperne ud. “Und.. undskyld.. jeg troede jeg var alene..” får hun fremstammet, ved ikke om hun tør løfte hovedet og kigge på manden. Han er helt stille, mens han betragter den smukke, nougatbrune pige i Marlenes alt for store og usikre høje stiletter og hvide pels. Især pelsen er hun øm over, ved han. En gave hun elsker, men etisk ikke har det godt med. Det her vil hun ikke have det godt med, er han sikker på og kigger videre. Hans stilhed gør Adriana utryg. Havde det været hjemme, havde hun fået en hurtig flad og en fyreseddel. Men her er det anderledes, hun er ikke blevet slået endnu, i den uge hun havde været her.

“Undskyld hr. Jeg ved ikke hvad.. undskyld..” hvisker hun bedende på sit bedste engelsk og træder langsomt ud af de sorte stiletter. Hun mærker lettelsen, da hendes fødder møder det kolde, men lidt mere sikre trægulv. Manden træder frem og rækker hånden ud mod hende, håndsky og som en naturlig refleks, drejer hun hovedet for at afværge. “Hey, så så, tag det roligt..” smiler han og løfter hendes ansigt op. Adriana bliver mere rolig, da hendes usikre øjne møder hans smilende. “Du ser da flot ud..” hvisker han og stryger hendes hår væk fra ansigtet.

Det er ham, fra sengen, Adriana kigger genert på ham. Hans ord gør hende varm, men ikke mindre usikker og forlegen. “Du ligner en smuk og fremmed prinsesse..” fortsætter han og aer forsigtigt hendes kind. Adriana fniser og misser genert med øjnene, det var sådan hun selv tænkte, synes også selv hun er smuk og fin i pelsen – og det glæder, men overrasker hende, at han siger det. Hans fingre glider ned af hendes hals og han rører forsigtigt ved den bløde, åbenstående pels, inden han går videre ned og strejfer hendes bryst. Adriana bliver skræmt, og varm, i kroppen, træder forskrækket et skridt tilbage.

Hun griner nervøst og lidt undskyldende, han griner solidarisk med hende og krummer sin pegefinger og gestikulerer at hun skal komme hen til ham. Han siger nogle ting på dansk, som Adrina skal være lykkelig for ikke at forstå, fortæller hende så hvor meget pelsen koster i danske kroner, som Adriana efterhånden kender værdien af. Det er svimlende, Adriana bliver helt bange, hun mærker stemningen skifte, blive mørkere – men også sært dragende. Pelsen repræsenterer en formue, rigdom, og da manden peger ned på skoene og beder hende om at tage dem på igen, gør Adriana det villigt. For tredje, men ikke sidste gang, stikker Adriana fødderne i smukke Louboutin stiletter. Hun vakler usikkert hen mod ham, lader ham nu bare knappe hendes kjole op og lukker øjnene for hans hænder om sit bryst.

“Du er perfekt..” hvisker han og presser hende op mod væggen med sin krop. Adriana prøver at undvige hans kys, men vil også bevare den gode stemning mellem dem. Hun mærker hans hænder overalt på sin krop, han klemmer om hendes røv, kysser hendes hals, flår hendes bh ned og vipper hendes bryst ud. “Mmmh, du er så lækker, din varme farve..” stønner han og ser på hendes blottede barm. “Gør det godt for mig.. hvis jeg skal holde kæft med det her, skal du gøre det lækkert for mig, min lille brune sukkertop” hvisker han og ser dybt i Adrianas øjne. Hun slår genert sine egne ned, nikker og smiler til ham, ved at det er billigt sluppet – men.. hun har jo lovet Alex at gemme sig til ham!

“Fortæl mig hvad jeg skal gøre..?” hvisker hun stille og usikkert. Manden siger ingenting, men er grov i sine bevægelser, da han skubber sin hånd ind under hendes trussekant og gnider hende med hårde, krævende bevægelser. Adriana vender ansigtet væk og lukker sine tårevædede øjne. Åh gud, ikke det, det kan hun ikke give ham! Han tapper lidt blidere på hendes opsvulmede og hårde klit, bøjer sig en anelse og sutter på hendes smukke, runde bryst, leger med vorten, veksler mellem at bide let og suge kraftigt og krævende på hende.

Det gipper let i Adrianas krop. Det er første gang en mand rører sådan ved hende – altså lige bortset fra Alex, hjemme på stranden natten før hun tog til danmark. Men det her er anderledes. Manden er fremmed, og langt grovere og mere krævende. Adriana føler sig næsten forført af hans modenhed, hans erfarne hænder og store lyst. Hun beder dog til at han stopper, men siger ingenting – lader ham blot.

Manden tvinger krævende en finger op i hende, overraskes over det snævre og trange, modstanden i hende. “Jomfru..?” hvisker han spørgende og har svært ved at skjule sin glæde og iver. Hun nikker skræmt, forsøger diskret at vride sig væk fra hans finger. “Men du er ellers godt våd, klar til pik..” stønner han og presser sine læber mod hendes. Hans læber er bløde og den måde han leger med hendes tunge på, gør hende skamfuld liderlig. Hun føler sig slem, er sikker på at Mamita ville skamme sig over hende, kalde hende billig..

Adriana er splittet. Mandens erfarne hånd der roterer på hendes klit inviterer hende. Meget mere end hendes elskede – den smukke Alex derhjemme? Tanken om Alex får hende til at trække sig væk fra manden. “Nåhh, så du kan lide at lege fange – katten efter den lille frække mus?” griner manden og lukker døren bag sig. Adrianas underlæbe bævrer, det er som om det først nu går op for hende, at der ikke er nogen vej udenom. “Tænk at sådan en lille fræk, brun mus har taget en meget, meget dyr pels fra Marlene..” hvisker han bebrejdende og rynker brynene. “Du misforstår hr. Jeg ville bare prøve den…” hvisker Adriana skamfuldt og grådkvalt.

Manden ryster bare på hovedet, da han hjælper hende af med pelsen, “jeg kender hende, hun bliver så vred..” siger han og har svært ved at skjule det smil han har om læberne. “Du må ikke sige det, please, vær sød..” hvisker Adriana og føler sig så frygtelig lille. Hun træder forsigtigt ud af den ene af de tårnhøje stiletter, ligger op til at træde ud af den næste da han afbryder hende. “Tag den på igen.. jeg kan godt lide dig sådan..” hvisker han og går helt tæt på hende.

“Jeg.. jeg har lovet Alex.. min kæreste derhjemme..” stammer Adriana usammenhængende. Manden svarer ikke smiler blot og trækker kjolen og bh’en af hende. “Åhh please..” tigger hun og krydser bonert armene for sit bryst. “Vær helt rolig.. jeg tager ikke din mødom. Bare tænk på ham derhjemme.. Alex..” stønner han og lyner sine bukser ned. Adriana når at blive lettet over hans løfte, men.. Hun forsøger at tænke på Alex, nikker og fremstammer et lettet “tak!”

Der er intet at takke manden for. Hårdt og hensynløst bliver Adriana presset ind over sengegærdet, mens manden famler og gramser fascineret på hendes runde baller, napper lidt i huden og klasker sin hånd mod hendes røv. Hun mærker angsten og smerten, der flyder sammen med hendes lyst, forstår det ikke. Sengegavlen er kold mod hendes nøgne bryst, men hun glemmer det hurtigt da manden spreder hendes baller, spytter flere gange mod hendes lille hul og gnider fingrene rundt. “Dit lille brune hul, har du så fået den der før? Har du brugt din fristende lille numse..” stønner han og maser sin krop mod Adriana, der klynkende benægter.

Det gør ondt. Smerten er svær at udholde, da hans pikhoved tvinger sig ind i hende. Hun har lyst til at skrige af sine lungers fulde kraft, har ikke før oplevet den form for smerte. “Please.. du må ikke gøre mig ondt” hulker hun, men fornemmer klart hvordan han blot presser på. “Husk det er dig, der er en tyvetøs.. dig der skal straffes” stønner han og skubber sig helt i bund. Adriana jamrer, men manden pumper uanfægtet videre i hendes numse. Hun ber til gud, korset om sin hals – bønfalder ham om at hjælpe hende igennem dette, der bare fortsætter. Langsomt er det dog som om smerten aftager, hendes bønner bliver hørt, manden giver mere plads.

“Kæl for dig selv..” stønner han og skubber Adrianas hånd ind mellem hendes ben. Hun snøfter stille, men adlyder, aer forsigtigt sit skød og mærker hans hårde pik bagi. Adriana mærker hvordan manden klasker hårdere og hurtigere mod hendes baller, ind i hende. Det gør stadig ondt, men det er til at holde ud efterhånden. Sådan er sex altså, tænker hun og hører manden stønne højere bag hende, klemme hårdt og krævende om hendes krop, inden han gispende forpustet tømmer sig dybt i hende.

Hun sænker sig i stilheden og lettelsen da manden trækker sig ud af hende igen. Han lyner sine bukser, hjælper hende op og sætter sig på hug foran hende, tager forsigtigt fat om hendes tynde ankler og hjælper hende af med de tårnhøje stiletter, der blandt andet er skyld i alt det her. Det gør ondt bagi og hun er ekstra følsom, mærker hans blide kærtegn op ad benene, mens han rejser sig. Mandens øjne er milde og venlige nu, da han aer hende stille på kinden, “Tak – du var dygtig..” smiler han og kigger hende dybt i øjnene en sidste gang, inden han vender sig og går ud af værelset – den hvide pels har han over armen og de sorte stiletter i hånden.

Adriana lukker sin kjole og mærker den nye og anderledes følelse af ømhed, og sæd, mellem sine baller. Skam og lettelse i samme omgang. Over at det er sket og overstået, ikke mere. Men hun stivner da hun hører Marlenes stemme – “hvad laver du med min pels.. og mine sko!..?” Adriana forstår ikke de danske ord, men mærker tydeligt tonen. Den slår hende i brystet, hjertet hamrer afsted og det suser for helt hendes ører, da hun holder vejret og lytter opmærksomt, forstår ikke det der bliver sagt, men ved det varsler dårligt. I det samme står Marlene i døråbningen til værelset og Adriana tør dårligt løfte hovedet for at kigge hende i øjnene, da hun siger – “har du tid et øjeblik..? Jeg tror lige vi to skal have en snak..”

Adriana 2
Læs første del her
Forfatter: Safran

– Læst af (830)

Hvad synes du om novellen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.