abrikos-regn
4.4/5(5)

Abrikos i stille, silende regn.

Kære Ukendte. Der findes perioder, der higer efter minder. Minder, der umærkeligt dukker op som luftbobler fra bunden af den men mørke skovsø. Sådan er det nu. Jeg trænger til at favne boblerne, sættet ord på nogle af dem og dele dem.

Således blev det, at jeg påbegyndte en lille godnathistorie til dig. Det er en lille novelle om brændende forelskelse og isnende fortvivlelse, om møjsommelig erobring og øjeblikkeligt afkald…alt det, der kendetegner den fortvivlende og forrygende ungdom:)

ABRIKOS I STILLE SILENDE REGN

Det er duften af abrikos, der udløser det hele. Vi har sat os udenfor, på trods af sommerregnen. Hun har bestilt kaffe og chokoladekage med abrikos. Jeg har foreslået alle andre muligheder, men hun vil smage den. Tanken om hende har holdt mig tændt som en vårhare hele dagen. Uden at vide det har hun spillet alle sine trumfer af hånden. Abrikos i regnvejr, den vinder hun ikke!

Jeg forsøger at kæmpe imod, men ved at slaget er tabt. Minderne om den stormfulde dag kommer med stormstyrke og jeg må overgive mig. Måske skulle jeg dele dem med én, skrive dem som en novelle, bare for at kunne leve med dem. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte…men det kunne være her…

Uden selv at vide det, blev Sarita min hjælper. Jeg vidste, at der var ingen, der ville tiltro mig deres nøgler. Med Sarita er det noget andet. Hun kan sno alle om sin lillefinger, også de voksne. Hun kan det hele, kan få alle til at grine, græde, føle sig som ingenting eller som verdens konge. Egentlig gør hun ikke noget særligt. Hun går ikke med smart tøj, bruger ikke makeup og går ikke med smykker. Sarita spiller fodbold. Hun går altid i shorts, uanset vejret. Jeg husker kun én gang, at have set hende i andet end det. Det var da vi blev konfirmerede i 7. Klasse. Det er nu tre år siden. Det klædte hende ikke. Hun er bare bedst i de slidte lærredssko, hun altid går i. Jeg tror heller ikke hun har ret mange T-shirts. De er forvaskede og ikke særligt spændende.

Der er Sarita og så er der de andre piger. Jeg er sikker på, at de hader hende. Det ville jeg gøre. Jeg tror også de frygter hende. Det gør jeg. Måske er der også nogle, der på en eller anden måde er forelsket i hende. Det er jeg i hvert fald. Jeg er ikke min egen herre længere. Sarita styrer alle mine tanker og alt hvad jeg gør. Om aftenen er hun i min hånd, når jeg langt om længe lukker øjnene. Hun er på mit lagen, når jeg udmattet åbner dem igen. Selv om jeg er træt af skolen, pjækker jeg aldrig. Jeg møder endda inden det ringer. Bare i håbet om, at hun er der. Bare høre hendes stemme, se smilet i hendes øjne og ikke mindst få lov til at støde ind i hende. Det er det bedste. Jeg går aldrig i lange bukser længere. Jeg elsker hendes ben. De altid skrabede knæ og de små blå brune mærker. Jeg er sikker på, at hun er født med gåsehud. På hendes brune hud stritter de lyse hår, uanset det er koldt eller varmt. Når jeg får chancen, går jeg altid på hende. Med bare ben mødes vores kroppe. Jeg glemmer alt om bolden. Har kun ét i hovedet og hele kroppen. Jeg vil huske berøringerne, genkende duftene og memorere lydene. Om natten åbner jeg banken. Plyndrer den for alt brugbart og tømmer min urolige krop.

Sådan har det været længe. Lige siden den første plagsomme rejsning. Det er altid hendes små bryster jeg kommer til, aldrig de andres. De andre er fuldmodne nu, går og strutter med deres store babser og vrikker med deres brede numser. Men de tænder ikke. Alt det dyre tøj, kunne de ligeså godt aflevere tilbage. Timerne foran spejlet er spildtid og de ved det.

I dag lykkes det endelig, at skaffe de nøgler. Vi skal have vikar i to timer. Klassens bold er flad og skal pumpes. Sarita får flirtet nøglerne fra vikaren. Det er ellers strengt forbudt for lærerne, at låne nøglerne til eleverne, også til os, der går i 10. klasse. Jeg melder mig straks som stik i rend dreng. Jeg får nøglerne og bolden og stryger af sted. Pumpen er i depotrummet i hallen. Omklædningsrummene ligger i forlængelse af hallen, ud mod boldbanerne.

Billederne fra sidste torsdag kommer med det samme, jeg træder ind i bruserummet. Jeg kan høre lydene, se deres vilde og våde kroppe klaske mod hinanden. Jeg kan se hans voldsomhed og hendes villighed. Se dem smelte sammen i brøl og nærmest frydefuld gråd.

Jeg kikker op mod vinduet. Der er ingen tvivl om, at i dagslys ville man kunne se skyggen af mit hoved. Jeg forestiller mig mørket udenfor. Det ville ikke kunne lade sig gøre, at se noget som helst.

Vinduet sidder højt. Jeg mangler noget at stå på. Jeg stiller mig på den halvflade bold, den giver mig lige det, jeg mangler. Neglen ryger let under folien. Jeg løsner hjørnet fra vinduet og river et stort stykke af. Jeg får bolden pumpet og skynder mig tilbage.

Sarita griner og og spørger om jeg har pustet den op med munden, “du er jo knaldrød i hovedet”. De andre falder ind, “jeg tror, du har brugt din egen pumpe” og så kører den der ud af. Jeg griner med og falder langsomt til ro.

Vi spiller fodbold i stille silende regn. Vi spiller til de første har fået nok og vælger at gå ind i varmen. Vi andre sejlivede skyder lidt på mål og andet småspil, til der kun er Sarita og jeg tilbage. Vi er gennemblødte og glade. Bolden er våd og mudret. Sarita har runde plamager af mudder over hele kroppen. Jeg sætter muddermærkerne i banken. I nat vil jeg skumme hende ind i sæbe og vaske hver en afkrog på hendes livlige krop.

Vi stopper med at spille, da jeg skyder bolden for langt væk. Vi går ind på skolen. Sofaerne foran vores klasse er forlængst indtaget af de andre. Vi sætter os i niende klassernes tomme sofaer. Sarita tager sko og strømper af og sætter sig for enden i en af sofaerne. Jeg gør det samme og sætter mig i den anden ende. Vi er våde og nu kan jeg mærke kulden. Sarita tager benene op i sofaen og sætter sig med benene mod mig. Jeg gør som altid det samme. Så sætter hun fødderne mod mine og siger, at vi skal lege en leg hun plejede at lege med sin søster, da de var små. Jeg kender den godt. Den har jeg lavet tusind gange med min bror. Sofaen er så lang, at vi nærmest ligger ned. Kun det øverste af ryggen og hovedet støder mod ryglænet. Jeg sætter mine fødder mod hendes. De er kolde og fugtige. Først cykler vi. Skiftevis den ene vej, så den anden. Saritas tæer trykker endorfiner og amoriner frem i min hjerne. Jeg kan mærke forelskelsen i hele min krop. Jeg kan se smilet i hendes øjne. Jeg er lykkelig som aldrig før. Sål mod sål begynder vi at presse hinandens ben tilbage. Sarita har stærke ben. Hendes muskler svulmer op når hun sætter tryk på. Jeg elsker de beskidte ben. Det står temmelig lige. Ingen af os kan rigtigt få overtaget. Jeg vil ikke have overtaget, vil ikke have det til at slutte. Sarita smiler dybt koncentreret. Så begynder vores ben at svaje ud til siden.

Sarita har shorts på, det har hun altid. Min krop får et stød og et øjeblik er jeg fuldstændig stiv. Jeg kommer til mig selv og genvinder kontrollen. Men min pik gløder. Smerten synger i den. Den har hængt nedad da det skete og nu skider den på tyngdeloven. Den vil bare op, men shortsene holder den nede. Den peger lige mod Saritas blottede skridt. Jeg flår i min våde T-shirt og trækker den så langt ned jeg kan. Prøver at lade være med at kikke, men kan ikke. Prøver at tænke på noget, der plejer at få den til at skrumpe, men det hjælper ikke. Tænker på risengrød med kanel, sorte lugtende lastbildæk og fætter Gunleif. Intet hjælper.

Vores ben svinger frem og tilbage. Hver gang hendes ben skilles, kan jeg se mit begær. Hendes undershorts er mørnede og der er slidt et kæmpe hul, der blotlægger alle mine drømme. Jeg tvinger min T-shirts ned med den ene hånd, mens jeg styrer vores ben fra side til side.

Det krusede mørke hår er mørkere end det jeg kender. Der er heller ikke noget hul, som i mine drømme. Der er mest noget, der ligner et par sammenkrøllede tørrede abrikoser, der forsvinder ind i hende. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg burde tage fødderne væk og måske sige det. Men jeg kan ikke finde ud af at stoppe, følger bare hendes rytme, ind og ud, ind og ud. Jeg er også skrækslagen for at glemme. Jeg filmer og filmer, fylder min billedbank med virkelighed.

Lige så pludseligt som hun startede legen, lige så brat slutter hun den. Hun sætter sig op i sofaen og kikker på mig. Jeg kender det blik, men jeg kan ikke. Jeg plejer at elske det, mere end noget andet, men bare ikke nu. Jeg laver en kraftanstrengelse. Laver fætter Gunleif dobbelt så kedelig, smører mig ind i risengrød, drysser mig med kanel og lægger mig i et lastbildæk. Uanset hvad jeg forestiller mig, sniger der sig hele tiden, billeder af foldede abrikoser ind. Det gør det bare værre. Pikken er sten hård og bliver bare hærdet. Nu kommer kastrationsangsten buldrende. Hvis vi skal til at lege slåskamp nu, går det helt sikkert galt. Hvis hun rammer den, knækker den med et brag. Jeg ser den for mig, knækket på midten. Den inderste del vildt struttene og den yderste del hjælpeløst dinglende.

Jeg må væk i en fart. Jeg rejser mig sammenbøjet, siger at jeg er ved at sprænges. Det er ikke svært at spille skuespil. Ude på toilettet er det umuligt at få bugt med rejsningen. Jeg ender med at lægge pikken i sikkerhed op langs maven. Så er det bare om at komme ud til min drøm igen i en rasende fart.

Sarita sidder i sofaen sammen med Pelle. Hun deler kort ud. “Pelle har kort med og vi skal spille femhundrede” siger hun overstadig. Min verden klasker sammen. Min pik klasker sammen, alt klasker sammen. Raseriet koger i mig, men jeg bliver nødt til at spille med. Pelle praler af, hvordan han plejer at tæske sin mormor i femhundrede. Få dig et liv pikdræber! Hvorfor tænkte jeg ikke på ham i stedet for fætter Gunleif? Så var det her aldrig sket. Sarita vinder stort. Pelle pikdræber synes, at hun skal have kortene som præmie. Aldrig før har jeg været så indestængt af raseri som nu. Det ringer heldigvis ind til time. Vi skal have dansk. Jeg sætter mig tavs og indebrændt på min plads bagerst i klassen. Vi arbejder med digte. Vores lærer læser et digt op. Det er noget med en pige, der føler sig svigtet. Digtet slutter med “hvor kan jeg plukke roser, hvor ingen roser gror”. Sarita ser helt opslugt ud. Hun plejer ellers ikke at interessere sig synderligt for undervisningen. Iben, vores lærer, ser helt grædefærdig ud. Hun fortæller, at det er hendes yndlingsdigt. Nærmest flæbende fremstammer hun, at nærmest alle piger kommer til at opleve noget lignende. Det har hun selv i den grad, snøfter hun.

Jeg prøver at forestille mig hende uden tøj på. Det vil bare ikke lykkes for mig. Tøjet klæber til hende som asfalt. Så prøver jeg med Sarita. Klunset smutter af som skrællen af en nyopgravet kartoffel. Jeg lader hende posere foran mig, så jeg kan se hendes abrikoser. Jeg kan mærke trykket af min mousserende sperm. “Hvordan kan hun være sikker på, at han var rigtigt interesseret i hende”? Det er Saritas stemme, der vækker mig. Der er oprigtig længsel i hendes ord. Jeg bliver rasende på mig selv. Hvorfor har jeg ikke fulgt med? “Det ve…ve…ve hun nok, hvis han…han har…har givet hende gaver”. Det er Pelle pikdræbers hakkende stemme, der afslutter skoledagen.

Sarita er på cykel. Pelle er der med det samme. ” Skal vi følges”? Hun nikker smilende og vinker farvel mod mig. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvordan sadlen bliver masseret af hendes mørke krushår. Vuggende og vrikkende forsvinder hendes numse ud af syne. Jeg føler mig ensom, tom og forladt.

Der er altid dage, der er lange, men denne dag føles længere end alle andre. Jeg slentrer hvileløs rundt i byen. Ved købmanden, sidder det sædvanlige klientel. Jeg ved fra min mor, at den ene af dem er Saritas far. Sarita har vist aldrig boet sammen med ham. Jeg håber ikke, at deres dag føles lige så lang som min. Jeg har lidt mønter på lommen og beslutter, at det er i dag de skal forsøde min tilværelse. Måske skulle jeg købe en sodavand og en pose chips, lige som jeg plejer. Jeg går lidt rundt i butikken og lader mig friste. Uden varsel står jeg med en pose tørrede abrikoser i hånden. Det er ufatteligt mange penge for så lidt. Jeg skammer mig. Føler mig pervers og svinsk. Det er en ung pige, der står ved kassen i dag. Hvad vil hun ikke tænke, når jeg lægger abrikoserne foran hende? Jeg forsøger at tænke mig til fornuft, men det hjælper ikke. Jeg bliver nødt til at eje dem, men tør ikke købe dem. Jeg stikker posen ned i bukserne. Jeg mærker liv, da den kolde plastik rører pikken. Med iskoldt underliv, køber jeg en cola og en pose chips. Den unge pige ser lidt mærkeligt på mig. Jeg kan se et strejf af smil på hendes læber. Jeg kan mærke den begyndende rødmen og skynder mig ud. Mændene på bænken kikker mistænkeligt på mig. Måske kan de gennemskue mig. Måske ved Saritas far, at jeg går med hans datters knitrende skød i bukserne. Mit hoved føles som en knaldrød glødepære. Jeg skynder mig væk. Regnen er en frelsende velsignelse, der køler mig langsomt ned. Jeg lægger vejen forbi boldbanerne bag hallen. Regnen har lagt dem øde, men der er lys på skolen og i hallen. Jeg finder en stump fra en stolpe og lusker hen til omklædningsrummene. Jeg sætter den på højkant op ad væggen, lige under vinduet. Der er lige plads til, at jeg kan få fodfæste med den ene skosnude. Det er helt øde, så jeg prøver det af. Med den ene fod på stolpen og fast greb med begge hænder i sålbænken går det fint. Skifer sålbænken er glat og isnede kold, men udsynet fejler ingenting.

Bruserne åbenbarer sig lige foran mig og hullet er lige i øjenhøjde. Jeg gemmer stolpen i et buskads lidt derfra.

Jeg er liderlig af dagens åbenbaring og af tanken om i aften. Jeg åbner posen med abrikoser og finder de mest vellignende frem. De fleste er for lyse og glatte, men der er et par stykker, der er mørkere og tilpas krøllede. De er ikke særligt store så jeg flækker dem. Jeg løsner bukserne og pikken brager frem. De flækkede abrikoser kan lige nå omkring pikken. Der er ingen kø i banken og billederne er der med det samme. Jeg lukker øjnene og støder ind i min længsel. Abrikoserne er klistrede og sætter sig som klæbrigt lag på det udpinte lem. Drifterne er stærkere end bekvemligheden, så jeg bliver ved. Jeg kommer i Saritas abrikoser med et voldsomt tilbageholdt brøl.

Mørket har sænket sig og maven buldrer. Jeg lister hjemad gennem den døde by. Ved købmanden søger jeg ly under markisen. Der er lidt trafik ind og ud af butikken. De fleste er forjagede husmødre, der skal hjem at fodre unger. Jeg står og skutter mig med ryggen mod indgangen. “Se hvem der står der”! Det er Saritas mor, der kommer ud fra butikken. Jeg vender mig om mod Sarita. Et splitsekund mødes vores øjne og jeg ved, at alt er slut. Iskold går hun hen til sin cykel og trækker afsted med den. Hun har støvler og blå slidte jeans på. Håret er sat op i en hestehale, der falder ned over en kort sort læderjakke. Jeg har lyst til at løbe efter hende og forklare det hele, men jeg ved det er for sent.

Saritas mor siger, at sådan har hun været hele eftermiddagen, lige siden hun kom hjem med ham der Pelle. Jeg nikker fraværende og rækker hende hånden til farvel. Hvis jeg ikke var død i forvejen, ville jeg have slået mig selv ihjel. Jeg kan se, at hun tager hånden op til næsen inden hun stiger op på cyklen. Jeg kan åbenbart ikke gøre noget rigtigt. Alt det der er smukt og rent sviner jeg til. Selvhadet hober sig op og fylder hele min krop. Nu kan den skole rende mig, aftensmaden kan rende mig, alt kan rende mig et vist sted.

Jeg trænger til at komme væk, flygte fra mig selv og bare glemme. Det eneste dope jeg kender er onani. Jeg nærmest løber tilbage til skolen. Halvtreds meter fra skolen går jeg ind i buskene.

Her har jeg fuldt overblik over hele langsiden og indgangspartiet. Jeg onanerer vildt mens jeg venter. Jeg holder øje med lysene på gangen. De er min vagthund og sladrer om trafikken. Der skal spares på strømmen og lysene tænder, hver gang der kommer nogen og slukker kort efter.

Med hver sin sportstaske over skulderen, stiger de ud af bilen. Ketcheren stikkende ud, klar til kamp. Deres fortrolig blikke, hans hånd, der styrer hendes rute, fast plantet om hendes hofter.

Adrenalin doper hele min krop. Jeg har ventet siden sidste torsdag. Jeg ved, at de har hallen fra klokken otte og at de begynder at bade klokken kvart i ni. Så skal jeg være klar. Alt er på plads.

Ventetiden er ulidelig. Jeg kan ikke få tankerne væk fre Sarita, min elskede Sarita! Hvis jeg bare havde sagt det og bedt hende om at stoppe mens legen var god. Nu ved jeg, at det er slut, at jeg for altid må nøjes med de forbandede klistrede abrikoser, at de vil være min forbandelse så længe jeg lever.

Endelig sker der noget. Lysene i omklædningsrummet tændes. Lamperne på gangen er slukket og udenfor hænger mørket tungt og vådt. Der er ikke et øje at se og ikke et menneske at høre.

Med bjælkestumpen i hånden lister jeg mig over mod vinduerne. Bruserne tændes og jeg kan høre strålerne brydes. Jeg træder på bjælken og hiver mig op. Med foden står hun og tjekker temperaturen, stikker den ind i strålerne til de føles varme nok. Nu går hun ind med hele kroppen. Hun kalder på sin mand “Erik kommer du”? Jeg kan ikke høre noget svar og er også ligeglad. Med den ene hånd slipper jeg taget i sålbænken, løsner bukserne og hiver et par gange. Det er for hårdt at holde mig fast med kun én hånd. Foden begynder at krampe og jeg skal skifte fod. Det giver et smæld i hagen, da den rammer sålbænken. Foden er gledet på den glatte stolpe. Jeg tørrer hagen af med håndryggen. Emmen af klistret abrikos hænger ved mine hænder og blandes med duften af blod. Min hånd er blodrød og jeg kan mærke, at det drypper fra min hage. Trangen efter dope, til min flugt fra mig selv, tvinger mig op igen. Nu er hun ved at sæbe sig ind. Det er som om hun leger foran mig, som om hun accepterer og ved, at jeg er her.

Hun lader sine hænder glide skummende over over brysterne, ned over maven og mellem benene. Jeg veksler hende med Sarita. Lader Sarita danse nøgen foran mig en sidste gang.

“Bliv stående” er de eneste ord han siger. Jeg stivner og er ved at miste grebet. Hans stærke hænder griber fat om mine nøgne hofter og holder mig oppe. Sådan holder han mig, alt mens han sætter sig på hug, med ryggen mod muren. Mine fødder placerer han på sine lår. Der er intet jeg kan gøre, må bare lade det ske. Hendes vildskab er nu åbenlys og liderlig. Hun kikker mig direkte i øjnene, mens hun løfter det ene ben og blotter sine lyster. Han holder om mine nøgne balder og presser pikken ind i sin mund. Efter en uartikuleret mishagsytring spytter han og så forfra igen. Nu kan jeg mærke den taktfaste rytme i min pik. Med læberne flyttes forhuden frem og tilbage over min glans. Jeg mærker trykket komme og prøver at undslå mig nydelsen. Nu kommer hun hen mod vinduet, står lige foran mig og slikker sine bryster. Jeg lukker øjnene for at få Sarita tilbage. Sarita skubber mig det sidste stykke ud over kanten. Brølet, der kommer veksler min barndom til manddom, mens jeg fylder hans regnvåde og blodstænkede hoved med alt det der tilhører Sarita.

Abrikos i stille, silende regn
Læs del 2 her
Forfatter: ErosNord

– Læst af (224)

Hvad synes du om novellen?

2 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.